Regionen forventer stor efterspørgsel på corona-test
Sundhedsmyndighederne opfordrer lærere og pædagoger til at lade sig teste inden mandag, hvor de yngste elever vender tilbage i skole, hvilket får Region Midtjylland til at skrue op for testmulighederne
Fra på mandag skal børn, der går i 0. til 4. klasse igen møde fysisk op i skole, og det samme gælder dermed også for en lang række ansatte som lærere, pædagoger, skoleledere og andre, der har en dagligdag i landets folkeskoler.
Sundhedsmyndighederne opfordrer voksne til at blive testet, inden de møder på arbejde mandag, og derfor skruer Region Midtjylland op for mulighederne for at blive testet, oplyses det torsdag i en pressemeddelelse.
"Både fredag og lørdag planlægger vi at teste op til 30.400 personer," siger Per Sabro Nielsen, som er lægefaglig direktør i Præhospitalet, i pressemeddelelsen, hvor han desuden understreger, at de ekstra test alle er halspodninger, som kræver tidsbestilling.
De ekstraordinært mange test er til rådighed fredag og lørdag. Søndag bliver udbuddet normalt, og når skolerne er i gang igen, sørger kommunerne for løbende test af personalet, oplyser Region Midtjylland.
Samlet råder Region Midtjylland fredag og lørdag over 21 procent af hele landets samlede testkapacitet, som er på i alt 145.000 test.
jwh