Ny MC-hæder til Rydbergs MC
Aidt For femte år i træk er Rydbergs MC i Aidt blevet ”Årets Kawasaki-forhandler”, - en hæder, der tildeles den forhandler, der har solgt flest Kawasaki-motorcykler i den forgangne år.
I 2020 solgte Rydbergs MC godt 25 % af de nye Kawasakier, der blev solgt i hele Danmark.
"Vi ser det som et resultat af det arbejde, vi gør for at skabe de bedst mulige oplevelser for vore kunder, blandt andet med vores Kawasaki-showroom, hvor kunderne kan opleve de mange nye modeller i et helt unikt Kawasaki-miljø," lyder det fra Henrik Rydberg, der sammen med sit salgsteam glæder sig til at kunne præsentere 2021-programmet for sine kunder.
Det er ikke kun gået godt med Kawasaki-salget. Rydbergs MC er også autoriseret Honda-forhandler og har indtil årsskiftet tillige haft Suzuki-forhandling, og samlet set har 2020, trods corona-nedlukninger, været et rigtig godt år i Rydbergs MC.
Mange 2021-modeller er allerede klar til kunderne - når de må komme igen.
"Indtil videre må vi nøjes med videopræsentationer og ”fjernbetjening” af vore kunder, men vi er klar, så snart landet åbner igen. Vi glæder os virkelig til at sætte fuld fart på firmaet igen," siger en optimistisk Henrik Rydberg.