Torsdagens coronatal i Aarhus: Lidt flere nye smittede, men incidensen falder
I det seneste døgn er der registreret 21 nye smittetilfælde med coronavirus i Aarhus Kommune.
Det er faktisk det højeste antal på et døgn i en uge, men incidensen (antal smittede i den seneste uge per 100.000 indbyggere) falder alligevel til 31, hvilket er den laveste incidens siden 19. september.
I den seneste uge er der fundet 110 nye smittetilfælde i Aarhus blandt 32.771 testede, hvilket svarer til en positivprocent på 0,34.
Aarhus Kommune måler også incidensen i kommunens postdistrikter, men tallene er ved at svære så små, at de bliver anonymiseret i de fleste postdistrikter. Det sker, når der har været under fem smittetilfælde i den seneste uge, hvilket er tilfældet i 15 af 22 postdistrikter. Incidensen er fortsat højest i Brabrand, hvor der i den seneste uge har været 22 nye smittetilfælde blandt bydelens 20.236 indbyggere, hvilket svarer til en incidens på 109. Derefter følger Aarhus V med en incidens på 70 og Tilst med en incidens på 63.
På landsplan er der registreret 553 nye smittetilfælde. Det er lidt flere end i de foregående dage, men der er også blevet testet flere end længe - 147.175 personer.
Antal indlagte med covid-19 på landets hospitaler er faldet med 38 personer til 444 personer, og 14 persomer med covid-19 har mistet livet. Ét af dødsfaldene er sket i Region Midtyjylland, hvor en kvinde med covid-19 er død.
Antal indlagte i regionen er faldet med to personer til 50, hvoraf de 21 er indlagt på Aarhus Universitets Hospital.