Himmerigskov med grævlinge og fiskehejrer
Se skovens forvandling og oplev, hvordan nye dyrearter finder vej til Himmerigskoven
Se med i videoen, når lokalkendte tager dig med på tur gennem Himmerigskoven mellem Hinnerup og Grundfør. Og hør hvordan Himmerigskoven fik sit navn.
På fem videoer guider erfarne og lokalkendte folk dig rundt på både Busbjerg og Bølmes Bakke ved Ulstrup. Du får også en tur på Lysnet, Danmarks niendehøjeste punkt, på træksten langs Gudenåen, Himmerigskoven ved Hinnerup, samt banestien mellem Thorsø og Laurbjerg.
Filmene er lavet af DN Favrskov for at give inspiration til at besøge naturperler i Favrskov. Det giver god mening her i coronatiden. Samtidig får man en god fortælling om naturperlen, man kan tage med på turen.
Himmerigskoven
Naturstyrelsen plantede i 2018 65 ha ny skov ved Himmerigskov og Bærmoseskov mellem Hinnerup og Grundfør. Med de nye træer bliver skovens samlede areal på cirka 250 ha.
De nyplantede træer er er hovedsageligt egeskov og bøgeskov, men aldrig kun en enkelt art i samme område. For eksempel er der i egeskoven iblandet bøg, avnbøg, birk, skovfyr, blomstrende buske og bær- og nødde-bærende træer og buske.
"Nøgleordet er variation. Vi stiler efter mest mulig biodiversitet," har Christian Qvortrup, skovfoged i Naturstyrelsen tidligere foklaret i Loakalvsien Favrskov.
De små søer og vådområder, der opstår, når drænrørene i den tidligere landbrugsjord stoppes til af trærødder er også nye oplevelser du kan møde i skoven.
De åbne arealer vil man gerne have til at udvikle sig til overdrev med de naturligt tilhørende arter. Med tiden er det planen, at arealerne skal plejes af græssende dyr.
I et forsøg i samarbejde med Københavns Universitet etableres naturlige spirepladser. Der er opsat fuglepæle, og der er udlagt sten som rastepladser for fugle. Det spændende bliver så at se, hvilke frø fuglene har medbragt i deres fugleklatter og hvilken flora der så dukker op.
Skovrådet, der består af repræsentanter fra lokale interessegrupper, Hinnerup Vandværk, Favrskov Kommune og Naturstyrelsen, drøfter løbende, hvad der skal ske.
"Skoven er designet, så man nogle steder kan se langt og oplever landskab og landskabsformer med slugt og åbne områder."