Covid-19: Vaccinationerne af + 85-årige starter fredag 12. februar
Rønde Idrætscenter bliver hjemsted for vaccinationerne. Der er afsat fire dage til at vaccinere de cirka 700 ældre i målgruppen, som måtte ønske det
Fredag 12. februar starter vaccinationen af målgruppen + 85-årige i Syddjurs Kommune, oplyser pressechef Ole Bjarke Nielsen, Syddjurs Kommune.
Vaccinationerne vil forløbe over fire dage fra fredag til mandag og foregå i Rønde Idrætscenter.
I de kommende dage vil målgruppen modtage et brev via digital post fra Statens Serum Institut. Her er det beskrevet, hvordan man booker sig ind til vaccinationen.
"Hvis man er pårørende til en ældre, der har svært ved NemID eller e-boks, opfordrer vi til, at man hjælper med at få foretaget bookingen," siger Ole Bjarke Nielsen.
Der er cirka 700 + 85-årige i kommunen, som ikke allerede er vaccineret via tidligere målgrupper.