Så langt er Region Midtjylland
Region Midtjylland modtog 4. februar ca. 13.400 doser Covid-19 vaccine
corona Det går fremad med vaccinationerne mod Covid-19 i Region Midtjylland. I sidste uge oplyste regionen i en pressemeddelelse, at man nu havde modtaget ca. 11.700 doser Pfizer-vaccine og ca. 1.700 doser Moderna-vaccine.
Vaccinerne skal bruges på at vaccinere borgere over 85 år, som ikke allerede er vaccineret og til at re-vaccinere borgere og ansatte fra region, praksis og kommuner.
"Den store vaccinationsopgave er tilbage på sporet. Jeg glæder mig over, at vi kan tage hul på vaccination af borgere fra 85 år og op og fortsætte med re-vaccinationer," lyder det optimistisk fra regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Vaccinationerne vil foregå på faste og midlertidige vaccinationscentre og på hospitaler.
Med leverancerne i uge fem vil Region Midtjylland fremover benytte vacciner fra Pfizer og Moderna, der begge har en effekt på mindst 94 pct. og er godkendt til borgere over 18 år.
Borgere kan ikke selv vælge, hvilken vaccine, de gerne vil have. Sundhedsstyrelsen har nemlig besluttet, at vaccinen fra Moderna skal gives til borgere over 85 år, mens re-vaccination af borgere vil ske med vaccinen fra Pfizer. Det er også Pfizers vaccine, der vil blive anvendt til borgere, der skal have 1. vaccination.
I Region Midtjylland er man på nuværende tidspunkt færdig med at vaccinere borgere på plejecentre. Også en del af borgerne over 65 år, der modtager personlig pleje og praktisk hjælp, er nu vaccineret, samt borgere, der risikerer et alvorligt forløb med Covid-19. Samtidig er udvalgte medarbejdere fra region, praksis og kommuner vaccineret.
bo