Præsteklumme: Jesus sprængte alle vores facader

Artiklens øverste billede
Vini Madsen.

præsteklumme Hver morgen står vi foran spejlet og ordner vort ansigt og finder ud af, hvilket tøj vi vil have på. Nogen gange tænker vi vel også over, hvordan vi opfører os over for andre. Og tit hænger vor opførsel over for andre sammen med, hvilket forhold vi gerne vil have til dem. Er det nogen, vi gerne vil have magt i forhold til? Er det nogen, som vi gerne vil have til at synes om os? Er det nogen vi gerne vil hjælpe? Og så videre. Vi har på den måde ofte en facade, når vi færdes blandt andre.

Vores facade er nødvendigvis ikke identisk med det menneske, vi er inderst inde. Men vi synes, vi har brug for en facade for at kunne begå os og blive regnet for noget blandt andre mennesker.

Jesu disciple troede, at det var deres pligt at holde sådan nogle mennesker, som i deres øjne var urene væk fra Jesus og ligeså mødrene med deres børn. Det var folk, som ikke blev regnet for noget i det jødiske samfund den gang. Men Jesus var anderledes – han var ligeglad med, hvem og hvordan folk var, bare de ville kendes ved ham og tro på, at han var Guds søn. Han gjorde gerne fælles sag med dem, som havde brug for ham. Han gjorde sig lige med dem.

På den måde sprængte Jesus alle facader, de krakelerede ved mødet med ham. Jesu medfølelse, hans solidaritet og hans medleven var ikke et udslag af den socialt indignerede og engageredes bedrevidende og småsentimentale forståelse af andre mennesker, nej, hans kontakt med andre mennesker bundede i tro, håb og kærligheden fra Gud. Det var Vorherres måde at frelse verden på. Ikke ved at være en forstående hjælper og vejleder. Ikke ved at stille sin ekspertise til rådighed. Men ved at blive eet med os mennesker og vores verden.

Jesus vendte på den måde op og ned på alting. Ikke ved at gøre alle lige med hinanden. Men ved at gøre sig selv lige med alle. Det betyder, at de forskelle, der er mellem os mennesker, og som vi nok aldrig får helt bugt med – de forskelle, de forsvinder ikke – men de mister deres betydning, fordi der – set med Guds øjne – overhovedet ingen forskel er på os længere. Hvordan vi end er, så er og bliver vi omsluttet af Guds tro, håb og kærlighed.

Så må vi da leve videre med de forskelle, der er mellem os. Vi kan kæmpe for at beholde dem eller kæmpe for at gøre dem mindre. Og engang imellem kan vi holde fastelavnsfest og lade som om, de slet ikke er der. Egentlig betyder det ikke det store længere, når blot vi kan føle os omsluttede af Guds kærlighed, den kærlighed der giver tro og håb, livsmod og livsglæde til vort liv, hvordan det så end er.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen