Præsteklumme: Rynkede tulipaner

Artiklens øverste billede
Anita Fabricius.

præsteklumme "De holder godt nok ikke længe," siger han, mens han nipper til den brandvarme kaffe i den lille espressokop med hank, jeg for år tilbage kom til at købe i Harzen. 'Klein. Schwarz. Stark'. Står der på den med fede typer. Jeg føler mig hverken klein eller stark, snarere lidt småtræt, almindelig og dødelig. Jeg kaster mit blik på buketten af blandede tulipaner, der i løbet af bare et par dage har foldet sig helt ud, er blevet langstrukne og foroverbøjede og hænger i velformede kurver ud over vasens kant. -Ja en enkelt eller to lader sågar kronbladene hvile forsigtigt på spisebordet.

"De er nu stadig smukke i al deres forfald", siger jeg. "Hmm", mumler han med hovedet begravet i dagens nyheder. "Jeg kan nok i bund og grund bedst lide dem, når de begynder at visne", siger jeg, velvidende at fra nu af, er det kun mig, der hører, hvad jeg selv siger, og derfor siger jeg det bare til mig selv. Tulipanerne kommer ind ad døren, som en flok ensartede blomster. Stilken er nøjagtig 32 cm lang. Kronbladene intenst og med akkurat samme iver, lukkede om selve blomsterstanden og de små gule inderblade. Man sætter dem i vand, drysser lidt sukker i vandet, skærer måske lige et nip af bunden først (sammen med sukkeret er det et gammelt husmodertrick) og lader hver blomst få sin rette plads i vasen. Og så sker det forunderlige: Nogle folder sig ud, mens andre faktisk bare krøller sig sammen. De vokser til i længden. De strutter mod himlen eller søger mod jorden. Pludselig ser man, at nogen har dobbelte kronblade og meget at give af, mens andres blade giver slip og falder af ét efter ét og efterlader nektarstøv på den hvide dug. Forskelligheden i forfaldet, er noget af det smukkeste, jeg kan omgive mig med. Det minder mig sådan om noget, jeg kender.

"Jeg kan nu bedst lide dem friske", siger han omsider, afbryder mine tanker og kigger op fra avisen, som om han har hørt, hvad jeg har tænkt. "Du er også en mand", siger jeg og smiler og overvejer, om det egentlig er politisk korrekt med sådan en sætning. Mine øjne fæstner sig ved hans grå hår i tindingerne og området omkring øjnene, hvor glæder og besværligheder med årene har gravet dybe furer.

"Du er nu stadig smuk i al dit forfald", siger jeg. Han hoster og får kaffen galt i halsen.

Læs også

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.