Hjælp til lokale specialbutikker
Grenaa er blandt de 67 Kvickly-varehuses håndsrækning
GRENAA Danmarks trængte specialbutikker vil få en håndsrækning fra de 67 Kvickly-varehuse, når de får lov til at åbne igen efter corona.
Det gælder også i Kvickly Grenaa
Under corona har Kvickly et større salg af nonfood - ikke-dagligvarer - end normalt. Overskuddet af det ekstra salg i januar og februar 2021 vil Kvickly bruge til lokal markedsføring af specialbutikkerne i deres lokalområde for at skabe ekstra liv i de fælles handelsgader og strøg i byer over hele Danmark.
"Vi går ind for sund konkurrence, men lige nu kan vi sælge varer, som vores naboer i specialbutikkerne ikke kan," siger varehuschef Jesper Thomsen.
"Vi ønsker at være en del af et levende handelsmiljø – og det kræver levende specialbutikker – og vi ønsker at være gode naboer. For at sikre, at der også i fremtiden er liv, hvor vi ligger, vil vi bruge overskuddet af vores ekstra salg til markedsføring af vores naboer, specialbutikkerne; alle dem, som lige nu er lukkede. Det er til fælles gavn," siger Jesper Thomsen.
Kvickly kender ikke det præcise tal af donationen, som afhænger af, hvor længe nedlukningen varer. Men åbnes butikkerne igen 1. marts vil der være tale om et beløb i størrelsesorden 100.000 kroner i Kvickly Grenaa.
På landsplan vil Kvickly donere i størrelsesorden 7-10 millioner kroner.
Hvordan støtten og markedsføringen konkret bliver, vil blive bestemt lokalt af varehuscheferne i dialog med de enkelte handelsstande. Men det kan være i form af annoncering i lokalaviserne, events i de enkelte byer og fremstød på de sociale medier. Blot formålet er at få liv i handelen og byerne igen.