Fine takter, men nederlag
håndbold Bambusa Ligaen Odense Håndbold – Skanderborg Håndbold 28-21 (12-9). Skanderborgs målscorere: Sofia Deen 7, Emilie Ytting 5, Emilie Bech 2, Stine Kristensen 2, Alberte Ebler 2, Stine Baun 1, Emma Ernst 1 og Sarah Stougaard 1.
Det var med et nederlag i baggagen, men også med mange positive takter at Skanderborgs Ligakvinder sidste tirsdag tog hjem fra Odense Idrætshal.
"De seneste dage har været travle og hårde. En dårlig præstation mod Viborg og en endnu dårligere oplevelse mod Team Esbjerg har på få dage tæret på selvtilliden. Selvom vi tabte i dag, fik vi dog alligevel leveret en rigtig flot præstation, som igen giver os noget tro på tingene. Vi rejser fra Odense med en genvunden selvtillid," siger træner Peter Jagd om kampen.
"Resultatet alene er vel okay. At holde Odense på under 30 scoringer og os selv på mere end 20 er fint. Men vi fik vist et helt andet spil, end vi har gjort i lang tid: Vi fandt tilbage til vores tempofyldte angrebsspil, fik fordelt afslutningerne fint til fløjene, og skabt nogle fornuftige chancer. I vores forsvar blev vi matchet (og i perioder overmatchet) af spillere fra øverste hylde. Når dét er sagt, så begik vi desværre også for mange fejl, der ikke handlede om holdendes klasseforskel. Det skal vi hjem og have kigget på," uddyber Peter Jagd.
Skanderborgs Ligakvinder møder næste gang Holstebro Håndbold. Det er på hjemmebane onsdag d. 10. februar kl. 19:30. Selvom de to holds seneste opgør var tæt, er Holstebro dog inde i en god stime, og det bliver derfor en yderst svær opgave for Skanderborg.
Kilde: Skanderborg Håndbold
bo