Nimtofte: Ny brugsuddeler hentet i Pindstrup
Dagli'Brugsen i Nimtofte har ikke opgivet ævred trods et udfordrende 2020
NIMTOFTE "Det har været en hård kamp for overlevelse, men ved hjælp at en kæmpe arbejdsindsats fra vores ansatte, vores frivillige hjælpere og fra COOP, samt en fantastisk støtte fra lokalsamfundet, går vi nu lysere tider i møde," lyder det optimistisk fra Dagli'Brugsen Nimtoftes mangeårige bestyrelsesformand Jens Jakob Sørensen. At det er mere end bare endnu en peptalk til lokalområdet illustreres af, at bestyrelsen pr. 1. februar 2021 har ansat Lonnie Dilling Pedersen som brugsuddeler.
Læs mere: Alvorligt lukningstruet: Der skal penge på bordet for at redde Brugsen
Læs mere: Den kriseramte DagliBrugsen Nimtofte siger farvel til uddeler
Lonnie Dilling Pedersen er bosat i Pindstrup og har en længere fortid i brugsen i hjembyen.
I Nimtofte har hun længe været ansat som butiksassistent, og siden udgangen af september 2020 fungeret som daglig leder.
Her stod Dagli'Brugsen Nimtofte pludselig uden brugsuddeler, da Thomas Arvid Larsen valgte at kaste handsken grundet arbejdspres og en usikker fremtid for butikken.
Læs mere: Nimtofte skal til at definere sig selv på ny
"Sammen med bestyrelsen har en af vores ansatte ansvaret for driften, men vi kigger da efter en brugsuddeler. Dog har vi intet hastværk, for vi skal have den rigtige, der har forståelse for vores situation og kan se sig selv i en ny forretningsmodel," understregede Jens Jacob Sørensen dengang overfor Lokalavisen.
Masser af idéer
På et møde i juli 2020 lagde bestyrelsen kortene på bordet. De lød således:
Borgerne i Nimtofte skal til lommerne, hvis man fortsat skal have en dagligvareforretning i byen. Udover en kapitalindsprøjtning på en halv mio. kroner skal den årlige omsætning løftes med 1,5 til 2 mio. kroner for at bundlinjen går i nul. Det svarer til, at hver af Nimtoftes 300 husstande årligt skal lægge en meromsætning på fra 6.500 kroner til 8.500 kroner i Brugsen.
En kapitalindsprøjtning på den pæne side af en halv million fra lokale borgere og Coop i 2020 sikrede siden fremtiden for Nimtoftes dagligvarebutik et stykke tid endnu.
Den lidt lysere situation skal udnyttes.
Læs mere: Mølleby - en spritny landsby i Syddjurs?
"Lonnie kommer med masser af ideer, og det vil kunne mærkes fremadrettet i butikken," lover Jens Jakob Sørensen.
I samarbejde og samråd med salgschefen fra COOP og butikkens bestyrelse, er Lonnie Dilling Pedersen gået i gang med en gennemgribende rokering og opdatering af butikken.
"Der vil blive fokuseret på friske varer og på et både bedre og bredere udvalg af ferskvarer. Det skal være muligt at blive fristet til lidt ekstra indkøb, og i det hele taget være en attraktiv butik at handle i," siger bestyrelsesformanden.
Læs mere: Nimtofte føler sig overset af byrådet
Alle disse nye tiltage vil betyde, at kunderne i en overgangsperiode vil opleve lidt rod i butikken, men det vil i sidste ende give en bedre butik og skabe mere ro i det daglige, forsikrer Jens Jakob Sørensen.