Konfirmander planter flag og håb i bybilledet
konfirmation Konfirmationsforberedelsen for konfirmanderne 2021 i Skanderborg Sogn foregår virtuelt i denne tid – eller i hvert fald næsten. For måske har du i bybilledet og snedynger rundt omkring set små flag og undret dig over, hvad det går ud på?
Det er såmænd bare konfirmander, der har fået en opgave med at skrive 'Det skal nok gå' eller 'Det bliver godt igen' på nogle flag og sætte dem rundt i byen.
"Tanken med at sætte flag i byen med små positive budskaber på er at konkretisere det kristne håb. Håb er livsmod på Guds ord. Også i en coronatid. For selv små ting kan være med til at indgyde håb som f.eks. mødet med et flag eller en sten, hvor et medmenneske har rakt ud i form af håbefulde ord, en regnbue, eller hvad der ellers har været dukket op af håbstegn gennem pandemien," siger Line Rudbeck. Til opgaven hører også, at konfirmanderne smiler og hilsen på dem, de møder på deres vej.
Mange måder
Konfirmanderne fik sammen med flagene også udleveret en skraldesæk og plastichandsker til senere at kunne gå ud og samle flagene og gerne en masse andet skrald op og på den måde være med til at gøre verden lidt pænere. Sammen med flag og skraldemandsudstyr har konfirmander fået lidt guf at hygge sig med samt tegneserien Menneskesønnen, der er baseret på de fire evangelier og som de skal bruge som adspredelse i den virtuelle undervisning.
"Der er ingen tvivl om, at det er en træls tid for mange, som det er svært at se en ende på. Det gælder også for de kommende konfirmander, der ud over at være adskilt fra deres kammerater også har fået deres konfirmation udskudt til efteråret. De skal dog mærke, at vi ikke har glemt dem, at de stadigvæk er konfirmander og at konfirmander heldigvis er noget, man kan være på mange måder. Ikke blot i konfirmandstuen. At de sagtens kan være med til at sætte små aftryk af håb og næstekærlighed på deres vej og på den måde være med til at holde fast i, at det nok skal gå, ja, at det bliver godt igen," slutter Line Rudbeck.
mj