Lørdag: Endnu en sø i Aarhus har nu den krævede istykkelse
Isen på regnvandsbassinet ved Klokkeskoven i Stavtrup er nu også målt til at være 16 cm og er dermed åbnet op for skøjteløb med videre.
Det oplyser Aarhus Kommune lørdag formiddag.
I går blev der åbnet for, at man kan bevæge sig ud på søerne (regnvandsbassiner) i Skjoldhøjkilen i Brabrand og Hovmarken i Lystrup.
Kommunen opfordrer kraftigt til, at man passer på sig selv og på hinanden, og at man husker, at færdsel på isen sker på eget ansvar. Der opfordres desuden til, at man overholder coronarestriktionerne og holder den nødvendige afstand mellem hinanden.
Kommunen har udpeget seks søer, som bliver åbnet for færdsel, når isen er tyk nok.
Der bliver sat skilte op, når det sker, og det er ikke tilladt at bevæge sig ud på isen, hvis der ikke er skiltet med, at det er tilladt. Det er heller ikke tilladt at bevæge sig ud på isen på de øvrige søer, regnvandsbassiner og vandhuller i kommunen.