Feldballe bliver pilot for fremtidens flyvefærdige landsbykøbmand

Allerede i næste måned går den indledende fase i gang. Til sommer regner projektgruppe med, at der igen er landsbyliv i købmandsforretningen

Artiklens øverste billede
Ejerne af Ebeltoftvej 54 Flemming Gerhardt-Pedersen og Søren Borel sætter her sammen med formand for Kooperativet Jonathan Hvidbjerg (th.) underskrifter på den aftale, der officielt åbner for de fysiske rammer til landsbyens nye dagligvarehandel. Pressefoto 

Feldballe I sommer var det slut med købmandsforretning i Feldballe, men nu er de sidste formaliteter, der åbner for en ny dagligvarebutik, faldet på plads.

De nye ejere af Ebeltoftvej 54 Flemming Gerhardt-Pedersen og Søren Borel har indgået aftale med Feldballe AMBA/Kooperativet om udnyttelse af de sidste 140 kvadratmeter af ejendommen, som endnu ikke er i brug.

Feldballe AMBA/Kooperativet - også blot kaldet Kooperativet - er den gruppe af borgere, som har arbejdet for, at Feldballe fortsat skal have en købmandsforretning, efter den tidligere købmand Jens Karl Bak Andersen for flere år siden meldte ud, at det snart var slut med hans aktivitet i forretningen.

Næste i lukkekøen

Det indledende ønske fra borgergruppen var således, at fremtiden skulle byde på en traditionel købmand i landsbyen, men den mulighed er gruppen senere blevet klogere på. Det fortæller formand Jonathan Hvidbjerg.

"Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi har forsøgt at købe bygningen før og drive det videre som traditionel købmand. Heldigvis fandt vi ud af i den proces, at hvis man bare driver det videre sådan, så er vi de næste i køen til at lukke, fordi man bare bliver ved med at gøre, som man har har gjort i 100 år," noterer Jonathan Hvidbjerg.

Ejendommen på Ebeltoftvej 54 har gennemgået en gedigen overhaling, siden de nye ejere overtog huset i sommer. Pressefoto

Løsningen bliver i stedet en utraditionel indgang til tanken om dagligvarehandel, når man bor ude på landet. Der bliver således i højere grad tale om et indkøbsfællesskab fremfor en almindelig forretning.

Kooperativet har taget kontakt til en masse lokale producenter og leverandører, som kan levere for eksempel friske grøntsager og kød til butikken. Kunderne bestiller varerne online, og butikken i Feldballe bliver således i højere grad afhentningssted for kundernes varer.

Det er gift for et lille samfund, hvis man aldrig ved, hvordan naboen har det, fordi man aldrig møder ham. Det fordrer ikke fællesskabsfølelsen, og det er den, vi skal have tilbage.

Det handler ifølge Jonathan Hvidbjerg om at acceptere, at indkøbsmønstrene formentlig ikke længere er til at holde en traditionel landsbykøbmand i live.

"Vi vil gerne se, hvordan man kan strikke det sammen på en onlineplatform, men stadig fuldstændig lokalt og nært i stedet for de store online-supermarkeder, så vil vi gerne gøre det til en unik ting, hvor de varer man køber her er specielle og man kan kun få dem her. Det er derfor, vi lægger meget tryk på, at det ikke er en købmand men et indkøbsfællesskab," uddyber Jonathan Hvidbjerg og fortsætter:

"Jeg pendler mellem Feldballe og Aarhus hver dag, og på den tur har jeg masser af muligheder for at købe friske varer i et kæmpe sortiment på den tur. Da der var købmand i Feldballe handlede jeg måske mælk og de her andre simple varer, men jeg kunne aldrig drømme om at købe stort ind her, fordi der altid vil være nogle varer, der mangler. Det er bøvlet, og man er måske ikke altid sikker på at grøntsagerne er friske. Indkøbsmønstret bør i stedet være, at basisvarerne har vi butikken - lidt som en forvokset 7-eleven - og alt andet har man købt på forhånd ned til butikken. På den måde har man et bredt sortiment og de friske råvarer, men det er online," siger Jonathan Hvidbjerg.

Lim i landsbysamfundet

Med de mange muligheder der i dag er for at gøre sine dagligvareindkøb online, opstår spørgsmålet dog, hvorfor man ikke blot bestiller alle sine varer hjem til sig selv i stedet for at skulle hente dem i butikken.

"En købmand har bare alle dage haft en funktion for et lille landsbysamfund som limen, der holder folk sammen. Den vil vi stadig gerne have. Det er gift for et lille samfund, hvis man aldrig ved, hvordan naboen har det, fordi man aldrig møder ham. Det fordrer ikke fællesskabsfølelsen, og det er den, vi skal have tilbage. Det er derfor, vi har sagt, at lad os nu få folk tilbage i butikken og hente deres varer. Uanset om man har bestilt online, eller man bare skal ind og hente en liter mælk," anfører Jonathan Hvidbjerg.

Bliver piloter

Det er ikke kun i Feldballe, at disse tanker om fremtidens landsbykøbmand giver klangbund.

Kooperativet er i dialog med Coop ambas bestyrelse, som netop forsøger at knække koden til, at der også fremover kan være grundlag for dagligvareforretninger i mindre samfund.

Her kan Kooperativet komme til at spille en væsentlig rolle.

"Da vi præsenterede vores idé for Coop ambas bestyrelse, syntes de, at det lå lige i deres agenda for at få udviklet på det. Derfor har vi indgået samarbejde om et pilot-projekt, hvor der skal allokeres nogle kræfter, sådan at det her bliver et projekt, som kan kopieres til forskellige landsbyer, hvor man ikke bare kan drive en traditionel købmand," fortæller Jonathan Hvidbjerg.

Sommer og landsbyliv

Derfor er der heller ikke for nuværende en endelig dato for, hvornår den samlede købmandsløsning står klar i Ebeltoftvej 54. Allerede i marts forventer Kooperativet dog at begynde med salget fra de lokale producenter og leverandører.

Opstarten bliver med flere testfamilier, så Kooperativet løbende kan notere, hvad der fungerer i indkøbsoplevelsen. Til sommer regner gruppen med, at der kan kobles yderligere dagligvarehandel på, mens det helt flyvefærdige koncept forventes at være klar i slutningen af 2021. 

"Fra at vi ville lave en hurtig løsning, hvor vi kunne stå med en købmand, så er det blevet en lidt mere langsigtet plan hvor Coop også rigtig gerne vil igennem en proces, hvor vi gør det rigtigt første gang. Det er ikke lige noget, der fikses på en måned. Det tager lidt længere tid, men når sommeren kommer, tror vi på, at vi har en butik, der er åben for landsbyliv," siger Jonathan Hvidbjerg.

Ud over dagligvareforretningen arbejder Kooperativet også på at skabe et fælles mødested for borgere, foreninger og erhvervsliv i Feldballe. Det skal foregå såvel online som fysisk, så den nye butik også fungerer som et sted, hvor man holder sig opdateret om aktiviteter i lokalsamfundet.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.