Torsdagens coronatal: Lidt flere nye smittede i Aarhus
I det seneste døgn har Statens Serum Institut registreret 17 nye smittetilfælde med coronavirus i Aarhus Kommune.
Det er det højeste antal smittede på et døgn siden 7. februar, men ændrer ikke på, at smittetrykket i Aarhus fortsat er relativt lavt med en incidens på 20.
Incidenstallet dækker over, at der i den seneste uge har været 71 nye smittetilfælde i Aarhus. De 71 positive coronaprøver er fundet blandt 37.760 testede, og det svarer til en positivprocent på blot 0,19.
Fem af døgnets 17 smittede bor i Brabrand, der også har det højeste smittetryk blandt kommunens 22 postdistrikter med en incidens på 70 efterfulgt af Aarhus V med en incidens på 67.
Der er sket yderligere fald i antal indlagte personer med covid-19 i Region Midtjylland, der fra onsdag til torsdag er faldet fra 27 til 22 personer, hvoraf 12 er indlagt på Aarhus Universitets Hospital. Seks af de 22 indlagte i regionen ligger på intensivafdeling.
På landsplan har der været 468 nye coronatilfælde, som er fundet blandt 127.040 testede. Tre personer med covid-19 har mistet livet, og antal indlagte er faldet med 11 personer til 269.
jr