Genåbning: Detailhandlen kan åbne igen på mandag. Lokale skoler må vente
Regeringen og dens støttepartier SF, Radikale Venstre og Enhedslisten er blevet enige om en aftale om genåbning af samfundet.
Det betyder, at detailhandlen som planlagt må åbne deres forretninger igen på mandag 1. marts.
Ifølge aftalen gælder genåbningen detailforretninger på under 5000 kvadratmeter.
Det er baseret på de beregninger og anbefalinger, som den indsatsgruppe, Sundhedsministeriet har nedsat, kom med mandag.
Indsatsgruppen indstiller her, at man kan foretage en række lempelser nationalt og på landsdelsniveau. Herunder en større genåbning af Bornholm.
Det betyder dog også, at genåbningen af skolerne i første omgang bliver regional. Indsatsgruppen indstiller således, at skolerne i Vestjylland og Nordjylland kan åbne, og den anbefaling har aftalepartierne valgt at følge.
Det betyder, at de ældste elever i grundskolerne på Djursland endnu ikke får lov at komme i skole. Aftalen giver dog mulighed for, at en genåbning af flere af landets skoler kan ske 15. marts.
Gang i idrætten
Indsatsgruppen havde anbefalet, at foreningsidrætten kan genoptages med en forhøjelse af forsamlingsloftet fra 5 til 20 personer. Genåbningsaftalen går dog lidt videre end de 20 personer, idet forsamlingsloftet for udendørs idræts- og foreningsaktiviteter i organiseret regi hæves fra 5 til 25 personer.
Artiklen opdateres...