Nu åbner verdens største Søstrene Grene-butik i Aarhus
Corona satte stopper for åbning, men nu er den aarhusianske kæde klar
De har ventet længe hos Søstrene Grene, men med genåbningen af Danmark kan Søstrene Grene mandag klokken 10 åbne en længe ventet butik ved Skt. Clemens Bro i Aarhus.
Butikken bliver verdens største Søstrene Grene-butik, fortæller den aarhusianske virksomhed i en pressemeddelelse.
AARHUS-SKALAEN: Nu skal vi vise, at vi mente hvad vi sagde, da butikkerne blev tvangslukket
"Vi er meget spændte på at fremvise den nye butik for kunderne, da vi selv er rigtig stolte af resultatet. Derfor er vi utroligt glade for, at det nu endelig er muligt at åbne, og vi er helt klar til på mandag," siger administrerende direktør og medejer af Søstrene Grene, Mikkel Grene.
Butikken er hele 645 kvadratmeter stor og bliver dermed den største af mere end 240 butikker rundt om i verden.
Ifølge Søstrene Grene har man eksperimenteret lidt med indretningen, så den bliver også anderledes end de klassiske butikker.
"I disse tider er vi særligt glade for, at butikken er så stor og rummelig, så vi kan byde inden for til en behagelig og sikker butiksoplevelse ud over det sædvanlige. De øvrige butikker i Aarhus, der er placeret i Bruuns Galleri og City Vest, er fortsat midlertidigt lukkede, men vi håber på, at de kan åbne midt i marts," siger Mikkel Grene.
Den nye butik ved Skt. Clemens Bro er midlertidig og forventes at være åben i omkring et år. I mens vil den oprindelige butik på strøget i Aarhus holde lukket grundet renovering af den historiske bygning, hvori den allerførste Søstrene Grene-butik åbnede på første sal tilbage i 1973.
ddp