Hører du livet kalde?

Artiklens øverste billede
Christine Bugge.

præsteklumme Som en stærk puls banker en længsel dybt i mange mennesker lige nu. Vi trænger til at mærke forår og liv. Det er som om, at vi har været i dvale, og det er ikke længere kun dem, der er alene, der er ensomme. Rigtig mange mennesker savner kontakt med andre. Vi drømmer om hverdag og fester, som det var engang. Selv dem, der har hele familien hjemme med hjemmearbejdspladser til store og små, savner at se mennesker og at tale om andet end arbejde, hjemmeskoling og kalenderen, der lidt som en kabale, hele tiden kræver at blive lagt om.

Vi trænger til luftforandring. Nogle mennesker er så pressede, at de næsten glemmer at trække vejret. Det, der burde være helt naturligt, bliver svært, når man igennem længere tid agerer i kaos. Vi er i en krise, som snart har varet 12 måneder. Den største kollektive krise siden krigen, har nogen sagt. Vi mangler erfaring til håndtering af krisen. Ingen har prøvet dette før. Måske det er grunden til, at vi har så svært ved at begribe, at vi ikke hver især kan fikse den eller handle os ud af den. Det er som om, at der er en kollektiv forventning om, at vi skal få noget godt ud af krisen. Som en form for ekstremsport omtales krisen, som en chance for at udvikle nye talenter og opdage ny mening med livet.

Det er til at få præstationsangst af. Hold nu op, hvor kan vi mennesker være hårde ved os selv. Når det sker, så er vi ofte også hårde ved dem, der er omkring os, både kolleger og vores kære. Jeg har hørt en mand, der sammenlignede en krise med det at bestige et bjerg. Der er et tydeligt billede af et før og efter krisen – bjerget står midt i det hele, og måske det faktisk er et godt billede. Jeg vil blot påpege, eller tilføje, at jeg har endnu ikke mødt eller hørt om en bjergbestiger, der besteg et bjerg, samtidig med, at han havde tre børn, der skulle hjælpes med hjemmeskoling, eller undervejs udviklede nye kompetencer inden for surdejsbagning, IT og kommunikation eller handlede ind for de ældre i familien og naboen samtidig med, at han klarede turen op og ned ad bjerget. En ting af gangen. Nogle gange må det være rigeligt at komme ud af sengen, at gå dagen i møde med dens muligheder og udfordringer og så midt i det hele huske at tælle sine velsignelser. Tiden går – nu er 12 måneder gået med krisen, og vi er gået med. Vi går som aldrig før, og forhåbentlig kommer vi til nye udsigter, der giver os indsigt i det faktum, at livet stadig kalder på os og råber: på alle de dage, hvor vi ikke dør, der skal vi leve.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.