Genåbningsglæde i lokal skobutik: "Det er simpelthen så fedt"
ShoeTime By Sjørup i Risskov genåbnede mandag efter flere måneders corona-nedlukning
Butiksliv Der var gedigen genåbningsglæde på Nordre Strandvej 55 i Risskov på forårets første kalender-dag.
Her holder skobutikken ShoeTime By Sjørup, og den kunne endelig slå dørene op efter flere måneders nedlukning.
Indehaver Susanne Sjørup plejer at holde lukket om mandagen, men plejer har aldrig været mere død end nu, og naturligvis var det værd at gøre en undtagelse.
"Det er simpelthen så fedt at være i gang igen og virkelig dejligt og skønt at få lavet lidt omsætning. Der har været kunder fra start af, og de er kommet i en jævn strøm i en fin fordeling. Det har passet så fint. Mange har købt sko, men der er også nogen, som bare har været inde for at snuse til en butik igen," fortæller Susanne Sjørup, der ikke har haft mange normale måneder som butiksejer, siden hun sammen med sin mand åbnede butikken tilbage november 2019.
For hende virkede det som om, flere af mandagens kunder stadig var hjemsendt fra deres arbejde og ude at gå tur og kiggede så tilfældigt ind i butikken, som ligger i en tilbygning til Susanne og Thorkild Sjørups hjem.
"Vi har brugt en masse krudt på at få toptunet butikken, og der er kommet en masse varer hjem. I morgen får jeg endelig sko hjem fra Italien, så det glæder jeg mig til," siger Susanne Sjørup.
Tre kunder ad gangen
På genåbningsdagen kunne hun glæde sig over at få solgt en masse overskydende vintervarer, og de skærpede kvadratmeterkrav bevirkede, at der kun måtte være tre kunder ad gangen inde i den 30 kvadratmeter store butik.
Derfor overvejer Susanne Sjørup at udvide sine åbningstider og vil også holde fast i at kunderne kan booke en tid udenfor åbningstid.
"Nu stikker vi en finger i jorden og holder øje med udviklingen. Det vigtigste er, at kunderne har haft nemt ved at holde afstand og gode til at passe på hinanden. Jeg kan godt fornemme, at der ikke bliver hyggesnakket så meget som tidligere, hvis der kommer en kunde mere i butikken, men det ændre sig nok først, når alle er blevet vaccineret," lyder det fra en Susanne Sjørup.