Oplev fugleskulpturer ved Kollerup Gods
Ved Kollerup Gods vil værker af Lading-kunstneren Erling Mørch stå udstillet den kommende tid
Kollerup Trænger man til endnu en gåtur i denne coronatid, så kunne det måske være interessant at smutte en tur forbi Kollerup Gods.
Her kan man nemlig opleve skulpturer af Lading-kunstneren Erling Mørch. Den tidligere konservator laver i dag fugleskulpturer i jern, og det er disse, der for en stund gæster Kollerup.
Nogle af de store skulpturer står uden for porten, mens en række af de mindre fugle står inde i gården.
Ekstraordinært giver godsets ejere Pia og Niels Christian Selchau-Mark lov til, at man går ind i gården for at opleve skulpturerne.
Familien er meget privat, så den understreger, at man udelukkende må gå direkte ind for at kigge på fuglene, for derefter at forlade gården igen ad samme vej.
"Det er en eksklusiv mulighed for at se en vandreudstilling, som man normalt skal betale penge for," siger Niels Christian Selchau-Mark, der sammen med sin moder, Pia Monique Selchau-Mark, håber, at det på en eller anden vis kan lade sig gøre at skaffe en af Erling Mørchs store fugleskulpturer til at stå permanent i vådområdeprojektet Kollerup Enge.