Sølund Musik-Festival træder vande i forhold til årets festival
Efter planen løber Sølund Musik-Festival af stablen i Skanderborg fra 8.-10. juni i år. Men - naturligvis - er der en omgang corona, der spøger i forhold til, om festivalen nu også kan blive til virkelighed. Og festivalchef Lasse Mortensen håber det bedste.
"Vi sidder som alle andre i det vakuum, hvor vi gerne vil handle udadtil, men ikke kan. Vi må og skal 'sidde på hænderne' i tilfælde af, at myndighederne lukker butikken for 2021," siger Lasse Mortensen og tilføjer:
"Hjælpepakkerne hjælper ikke hvis man selv agerer, så er basis for støtte nok væk. Så lige nu afventer vi i spænding - og glæder os over, at man endelig begynder at vaccinere vores gæster."
2020-udgaven af festivalen, der er Danmarks største for folk med udviklingshæmning, blev som bekendt aflyst.