Pas godt på dine pletskud
Pletskuddet af lille Bimmers første smil eller af oldemors sidste juleaften: Der er fotos, som for alt i verden ikke må gå til grunde
Minder Nu kan du finde ud af, hvordan du bedst bevarer dine pletskud.
Museum Østjylland og Randers Stadsarkiv inviterer dig nemlig til et online-foredrag, hvor du lærer at passe bedre på dine fysiske billeder. Tre dygtige fagfolk står klar til at dele ud af gode råd og vejledninger torsdag 11. marts, hvor du kan fange deres guldkorn via museets hjemmeside eller facebookside. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Museum Østjylland.
Går i opløsning med tiden
Denne eftermiddag inviterer arkivarerne Mathilde Storvang og Tina Knudsen Jensen og konservator Anne Rostgaard Nielsen dig med helt ind i maskinrummet på museum og arkiv. Her arbejder de professionelt med at bevare vores allesammens fotografiske materiale.
”Kemiske processer, fugt og solens lys har stor betydning for fotografiernes levetid, så selvom du gemmer dine billeder i en mørk kasse i bagest i skabet, vil de med tiden gå i opløsning," fortæller eksperterne.
"Fotografier holder ikke evigt, men de kan holde længere, hvis de behandles rigtigt."
Til online-foredraget kan du også høre om fagfolkenes arbejde med at formidle og bevare samlingen af historiske billeder, som opbevares på Randers Stadsarkiv.
Online-foredraget, der er gratis, finder du via Museum Østjyllands hjemmeside museumoj.dk under 'Kalender'” eller museets facebookside facebook.com/museumoj .
gs