Utroligt ærgerligt: Vandskade på nylagt gulv i Hammel Idrætscenter

Idrætscentret har fået en ny vandskade på det gulv, der blev skiftet ud i sommer efter en anden vandskade

Artiklens øverste billede
Centerchef Peter Kjærgård viser, hvordan det varme vand fra brud på vandrør har ødelagt døren ind til gymnastikafdelingens depotrum i Hammel Idrætscenter.

Artiklen er blevet opdateret fredag 12. marts

Hammel Idrætscenter fik mandag eftermiddag et bekymrende opkald fra fjernvarmeværket. Der er sket et brud på et vandrør, lød meldingen i telefonen, som fik halassistent Lars Josefsen op på tæerne for at finde ud af, hvor skaden var sket.

Bruddet viste sig at være sket på et vandrør over loftet på to depotrum mellem hal 3 og 4, hvor der fossede varmt vand ned gennem troldtekt-loftet.

"Det var varmt som i en sauna, og der var vand over det hele," fortæller Lars Josefsen, som skyndte sig at begynde at suge vand op.

Varmt vand fossede ned fra loftet, viser halassistent Lars Josefsen.

Vandet løb fra depotet ud på noget af gulvet og under gulvet i hal 3, som for nylig har fået helt nyt gulv efter en omfattende vandskade i slutningen af august sidste år.

"Noget af det nye gulv er ødelagt, kan vi se med det blotte øje," fortæller Hammel Idrætscenters centerchef Peter Kjærgård.

Endnu ikke taget i brug

Centerchefen fik travlt med at kontakte skadeservice, forsikringen og idrætsforeningen med flere samt det gulvfirma, der lige har lagt det nye gulv i hal 3, som var klar til brug i begyndelsen af året, men endnu ikke taget i brug på grund af coronarestriktionerne.

"Det er mere end træls og direkte sørgeligt. Vi er lige blevet færdig med at rydde op efter den første vandskade og skal nu til det igen. Vi er her for at have huset fuld og har andre ting, vi hellere vil bruge vores tid på," fortæller centerchefen og understreger, at de to vandskader er sket helt uafhængigt af hinanden. Skaden i sommer skete på grund af et utæt brandskab.

Vandet løb fra de to depotrum ud i hal 3.

Det eneste positive, hvis man overhovedet kan sige det, er, at hallen lige nu ikke er i brug på grund af coronarestriktionerne, så brugerne bliver ikke påvirket her og nu.

1/4 skal udskiftes

Lokalavisen har sidst på ugen igen været i kontakt med Hammel Idrætscenter for at få en status på vandskadens omfang. Centerchef Peter Kjærgård havde fredag besøg af taksator, og meldingen er, at cirka en fjerdedel af hallens trægulv skal skiftes ud, fordi det har taget skade af det varme vand.

"Alle er indstillet på at arbejde hurtigt, og vi har også haft gulvfirmaet ude, så vi går snarest muligt i gang med at brække op, tørre og lægge nyt trægulv. Det skal skilles ad og sættes sammen igen, og der skal laves nye streger og lak og kantlister, og det tager minimum nogle måneder," fortæller han.

Lofterne i de to depotrum er allerede brækket ned, så der kommer også helt nye lofter, isolering og muligvis nye spær, ligesom selve vandrøret til det varme vand naturligvis skal repareres.

Redskaber til tørre

Det er primært HGF's gymnastikafdeling, der bruger hal 3, som i forbindelse med udskiftningen af gulvet fik integreret en trampolin i hallen, som altså endnu ikke er blevet taget i brug.

Gymnastikafdelingens redskaber står til tørre i hal 4.

Det ene af de to depotrum var fyldt med gymnastikafdelingens redskaber, som nu ligger til tørre i hal 4. Det andet depotrum bruger idrætscentret til opmagasinering. Her stod blandt andet nogle ekstra stole til arenaen, som også står til tørre.

Idrætscentret har af fjernvarmeværket fået oplyst, at der nåede at strømme cirka 5.000 liter vand ud af fjernvarmerøret, inden der blev lukket for vandet.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen