Genåbning: Skolerne forbereder sig til gensyn med eleverne
Folkeskolerne i Skanderborg knokler lige nu på med at blive klar til at tage imod eleverne allerede fra på mandag, hvis alt falder i hak
corona De 18 folkeskoler i Skanderborg Kommune er netop nu i fuld gang med at forberede sig på at tage imod skoleeleverne allerede fra mandag i næste uge.
Eleverne i 5.-8. klasse må møde op en dag om ugen til udendørs undervisning, mens der åbnes op for 50 pct. fremmøde for eleverne i 9. og 10. klasse. Det ligger fast efter regeringens udmelding tirsdag eftermiddag. Præcist hvordan fremmødet skal foregå i praksis, er skolerne lige nu ved at tilrettelægge.
Nyheden om skolernes delvise genåbning blev modtaget med glæde på Skanderborg Fælled.
"Jeg er superglad over den melding, også selvom eleverne ikke kan vende tilbage til fuldstændig den samme hverdag som tidligere. Vi er i en tid, hvor vi skal glæde os over alt det, vi kan, når der er noget at glæde sig over, og det er der nu. Den vigtigste nyhed er, at vi nu kan begynde at åbne op igen under kontrollerede forhold, og at børnene kan få lov at komme tilbage og møde deres kammerater," konstaterer borgmester Frands Fischer (S).
Klar til yderligere genåbning
Han glæder sig især over, at smittetrykket i Skanderborg har udviklet sig i positiv retning og ikke er vokset, siden de mindste elever fik lov at komme tilbage i skole for godt en måned siden, og at kommunen derfor kan åbne mere op nu.
"Jeg er glad over, at vi har kunnet håndtere smittetrykket så godt. Det viser, at vi kan håndtere genåbningen, og nu skal vi bare vise, vi fortsat kan gøre det godt, så vejen er banet for yderligere genåbninger, næste gang Sundhedsstyrelsen ser på, hvad der skal genåbnes."
Også Søren Buch, chef for Børn og Unge i Skanderborg Kommune, hilser nyheden velkommen.
"Jeg ved, at man ude på skolerne glæder sig rigtig meget til at tage imod de elever, som måtte få mulighed for at komme tilbage til en hverdag, som ligner det, vi kendte fra før corona. Vi har gennem et stykke tid været i gang med at forberede genåbningen, så vi er klar, når der bliver åbnet op for flere elever," fortæller han.
Næsebors-test af de ældste børn
Nyt for skoleeleverne er, at de ældste af dem - dem der er over 12 år, opfordres til at lade sig teste for Covid-19 to gange om ugen på skolen, og for at håndtere den opgave har kommunen allieret sig med Skanderborg Jobcenter om ansættelse af 20 nye testmedarbejdere, som er blevet uddannet til at kvikteste børnene med næsebors test.
Derudover er der lavet en 13-sider lang manual, der beskriver testopgaven i detaljer. Udover den konkrete opgave med at teste, beskriver manualen også de krav, der stilles til testfaciliteter på skolen, bortskaffelse af testaffald og meget mere - så skoledagen kan afvikles corona-sikkert..
"Umiddelbart kan det lyde som en enkel opgave at teste med en podepind i næsen. Men der følger et vigtigt administrativt arbejde med. Er børnene under femten år, skal vi eksempelvis sikre forældrenes samtykke, inden de må lade sig teste, og så skal vi selvfølge håndtere og indberette de testresultater, som vi løbende får ind på en sikker måde," forklarer Søren Buch.
Det bliver primært skolernes administrative medarbejdere, som kommer til at stå for at sikre samtykke og indberette testresultater.