Hils på Homo Tubus når du køber mælk og kaffe
Arkitekt og skulptør Torben Klostergård, Hornslet, er på turné til dagligvarebutikkerne med sin Homo Tubus ven, der sågar er udstyret med en smartphone
HORNSLET Et tilskud til humøret i form af en gang lak, som kalder på smilet, har vi alle sikkert brug for i disse hersens trælse tider.
Torben Klostergård, 74, arkitekt og mangeårig skulptør med primært bronze som materiale, har gjort sit til at lave lidt sjov i gaden med sin Homo Tubus mand - frembragt af kasserede stålrør og med en moderne smartphone i hånden.
Smartphonen er en gimmick, som kun bliver sjovere af, at Torben Klostergård har indbygget en infrarød sensor med lydmaskine i Homo Tubus. Derfor kommer der en tydelig og hørbar reaktion, når man går forbi 'stålrørsmanden', som er lige så høj som kunstneren himself.
"En kollega gav mig idéen, da jeg for et par år siden arbejdede som frivillig på de åbne værksteder på Godsbanen i Aarhus. Her blev overskydende metalstykker og stålrør bare skrottet, så min kollega foreslog mig, at jeg måtte kunne genbruge det til et sjovt værk," fortæller Torben Klostergård.
Ud til publikum
I øjeblikket forhindrer pandemien publikum i at komme til udstillinger og på gallerier. Derfor vil det være oplagt, at kunsten kommer ud til mennesker, hvor de godt må komme i denne restriktionernes tid, tænkte Torben Klostergård.
I starten af februar gav Syddjurs kommune tilsagn om støtte til kunst, der kan gøre noget godt under denne periode.
"Det har givet mig mulighed for at sende Homo Tubus på turne. Han flytter nu rundt i kommunen og tager imod kunderne foran dagligvarebutikkerne," fortæller Torben Klostergård.
Adresseavisen mødte parret i sidste uge ved indgangen til Fakta i Ebeltoft, hvor flere kunder lige standsede op, når Homo Tubus gav lyd fra sig.
"Hele formålet med Homo Tubus er, at han forhåbentlig giver anledning til mange smil og bliver til gensidig glæde for både kunder og butikker," siger Torben Klostergård.
Værksted i Hornslet
Han flyttede sammen med sin kone fra Risskov til Hornslet for seks år siden og indrettede sig hurtigt med eget værksted på sin matrikel.
"Jeg blev udlært elektromekaniker, før jeg kom på Arkitektskolen. Her blev jeg uddannet i 1978 med bygningskunst som speciale. Under uddannelsen fulgte jeg kurser i croquis og modellering ved billedhugger Valdemar Foersom Hegndal. Siden da har jeg løbende efteruddannet mig."
"Kunsten har stort set altid fulgt mig og fylder fortsat en stor del i min hverdag. Jeg arbejder med skulpturer i alle størrelser med bronze som materiale."
Homo Tubus er latin. Homo = menneske, Tubus = rør.
Den muntre mand flytter i den kommende periode mod den østlige del af kommunen, så alle Syddjurs borgere, store og små, får mulighed for at hilse på ham foran deres faste dagligvarebutik.