Plejecenter Solhøj bliver udvidet nu
Hvis tidsplanen ellers holder, står 12 ekstra plejeboliger klar midt i 2022
Udvidelse 12 ekstra plejeboliger og tilhørende serviceareal skal bygges til Plejecenter Solhøj i Hammel.
Hvis ellers byrådspolitikerne siger ja til teknikaliteterne, så bliver projektet udbudt i hovedentreprise i foråret i år med forventet byggestart allerede i maj. Hvis tidsplanen ellers holder, står de 12 ekstra boliger og servicearealet færdigt midt i 2022.
Byggeriet koster 18,2 millioner kroner. Beløbet er finansieret via kommunalt grundkapitalindskud, realkreditlån og beboerindskud.
Brug for 48 ekstra pladser
Social og Sundhedsudvalget foreslår, at plejecentret udvides ved at bygge en tredje sal på plejecentrets syd- og vestfløj. I alt udvides der med 739 kvadratmeter ældreboliger, hertil kommer servicearealer samt ekstra P-pladser.
Beboerne på den underliggende etage vil blive genhuset, mens byggeriet står på.
Udbygningen sker, fordi en plejeboliganalyse fra midten af sidste år viser, at der i 2025 vil være behov for yderligere 48 plejeboliger i Favrskov Kommune. Analysen viser også, at der er behov for flere plejeboliger allerede nu.