Ny bevidsthed: Vi skal støtte lokalt
Vigtigheden af at have et stærkt handels- og servicefag i vores nærmiljø er styrket i forbrugernes bevidsthed
støt lokalt For rigtig mange danskere har Covid-19-nedlukningen af samfundet givet tid til eftertanke. Og en del af tankerne har kredset om det lokale handelsliv og servicefag og de konsekvenser, de blev ramt af.
Noget af det, mange af de lokale frisører, restauratører, og fysioterapeuter lige pludselig fik til fælles var, at deres kunder ikke måtte komme i salonen, restauranten eller klinikken – og med færre folk i byen blev også de små kaffebarer, skohandlere og tøjbutikker ramt.
Det var ikke kun noget, som de næringsdrivende var trætte af:
Det var kunderne sandelig også. Det viste sig som en positiv opblomstring af opbakning fra folk. Der blev bestilt gavekort og take-away som aldrig før.
Det sammenhold og den opmærksomheden på det lokale, som det var udtryk for, er forhåbentligt kommet for at blive. Handelsstandsforeninger, cityforeninger og det lokale erhvervsliv har på landsplan set øget fokus på at handle lokalt, og flere initiativer til støtte for den lokale handel har på kort tid fået stor opbakning.
Det skal man blive ved med, også nu, hvor vi har fået en mere almindelig hverdag igen.
Detailhandlen er ikke kun et sted at handle; det er også et samlingssted med mange afledte effekter, både i store og små samfund. De penge, man bruger lokalt ved håndværkere, urmagere, tøjbutikker og frisører, er grundlaget for sponsorstøtten til sport og kultur lokalt. Det er også med til at skabe lokale arbejdspladser og fritidsjob, eksempelvis.
Derfor er opbakningen vigtig. Ikke kun i krisetider, men altid.