Frygten for ulvetimen

Børn er fantastiske skabninger, som kan lære os noget fantastisk om livet. Men de kan give udfordringer

Artiklens øverste billede
Benjamin Würtz Rasmussen er sognepræst i Dover-Alling-Tulstrup

præsteklumme Børnene er hentet. Du er lidt træt efter en krævende arbejdsdag. Der skal laves mad og familien skal hygge sig. Eller det er i hvert fald det, man kunne ønske sig. I stedet opfører dine børn sig som små glubske ulve, der snapper af hinanden, bjæffer af dig og konstant afsøger grænser og kontakt.

Måske er det en del af din hverdag. Måske har det været det. Eller måske kender du det fra venner eller kollegaer, der har børn. Ulvetimen. Det ord sagde ikke mig så meget før jeg selv fik børn, men nu er det gået hen og blevet noget jeg ser frem til med en vis frygt og bæven.

Nogle gange kan livet føles som en konkurrence, hvor det drejer sig om at vise sine fortræffeligheder. Det gælder også i det at have børn

Det skal siges, at jeg er ret stor fan af børn – ikke mindst mine egne to vidunderlige unger. Børn er fantastiske skabninger, som kan lære os noget fantastisk om livet. Men de kan give udfordringer – nogle gang… Eller ret ofte! Det at være forældre er til tider en af livets mest krævende opgaver.

Nogle gange kan livet føles som en konkurrence, hvor det drejer sig om at vise sine fortræffeligheder. Det gælder også i det at have børn. Det er langt fra opbyggeligt. Det smider til gængæld blot mere brænde på ens egen utilstrækkelighedsfølelse; at se hvor overskudsagtig andre forældre håndterer deres børn. Det er en ond spiral, som kun går en vej – og det er ned i fortvivlelse og håbløshed.

Jeg læste for nyligt, at en internationalt anerkendt familieforsker havde udtalt: ”De bedste forældre, jeg kender rundtom i verden, laver ca. 30 alvorlige fejl i døgnet.” Da jeg læste det sænkede mine skuldre sig, og jeg tænkte: pyha! Jeg har ikke talt mine alvorlige fejl om dagen – og jeg har på ingen måde lyst til at prøve. Men med forskerens ord skal man heller ikke være fejlfri – slet ikke som forældre. Fejl hører til at være menneske og det er jo nok egentlig den måde vi lærer på. Hvis vi aldrig begik fejl, så blev vi heller ikke klogere.

Dér kan vi nok egentlig lære noget af vores børn. Barnets umiddelbare reaktion ved at begå en fejl – fx at miste balancen på cyklen – er at rejse sig igen, blive trøstet og prøve igen. Lægge fejltagelsen bag sig og lære af den. Måske skulle forældre blive bedre til at gøre det samme?

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen