SuperBrugsen Kolind: Lys for enden af tunnelen?

Efter flere år med underskud er der nu langt om længe optimisme og lys i både øjnene og i SuperBrugsen Kolind, lover den unge uddeler Bjarke Mikkelsen

Artiklens øverste billede
Brugsuddeler Bjarke Mikkelsen lufter på forhånd, at han har et glædens budskab at fortælle medlemmerne på næste måneds generalforsamling i SuperBrugsen Kolind. Arkivfoto

KOLIND Når uddeler Bjarke Mikkelsen, 32, SuperBrugsen Kolind, på generalforsamlingen sidst i april - sandsynligvis 27. april - fremlægger regnskabet for 2020, tyder meget på, at han har et glædens budskab med til medlemmerne.

"Regnskabet er på nuværende tidspunkt ikke endelig færdiggjort, men de månedlige tal for 2020 har fortalt om en entydig og klar fremgang, der formentlig vil kunne offentliggøres som en fornem rekord på generalforsamlingen," siger han uden at love for meget.

Bjarke Mikkelsen kender naturligvis godt resultatet, men han vil vente med at løfte sløret i respekt for formalia i forhold til generalforsamlingen.

Han trådte til 1. juni 2019 med en grydeklar forretningsplan i tasken. Bestyrelsen havde tidligere på året fyret hans forgænger, Jørn Schmidt, kort efter dennes 25 års jubilæum, og samme bestyrelse var klar i spyttet til Bjarke Mikkelsen: "Du er ansat til at løse en bunden opgave. Du skal simpelthen sørge for, at vores lokale brugs kommer på fode igen økonomisk."

Tre magre år, hvor regnskabet viste en negativ bundlinje: 435.000 kroner i 2016, 1.2 mio. kroner i 2017 og 800.000 kroner i 2018. Fem måneder henne i 2019, så den økonomiske situation heller ikke lysere ud.

Dog kunne Bjarke Mikkelsen lune sig lidt ved en solid egenkapital på over 15 mio. kroner.

Regnskabet for 2019 blev da heller ikke nogen nydelse, men det var også forventet. En omsætning på 36 mio. kroner og en negativ bundlinje på 1.4 mio. kroner lød resultatet på. Lidt bedre end budgetteret, men slet ikke godt nok.

Sammen den nye formand Torben Jensen, der i Kolind kredse lyder kælenavnet 'Tjørn', har Bjarke Mikkelsen udarbejdet en 'Back on Track-plan' ( Tilbage på sporet, red.).

I 2020 budgetterede SuperBrugsen således med et beskedent overskud på blot 12.000 kroner.

2020 vendepunktet

2020 har været Bjarke Mikkelsens første 'rigtige år' i Kolind, og her han skulle bevise, at hans planer kunne slå igennem på bundlinjen i regnskabet efter at have brugt 2019 til at skære stort set alt, hvad der hedder fedtlag væk og udelukkende satse på butikkens kerneopgave, gode og gedigne dagligvarer, som kunderne efterspørger og vil betale for.

"Vi har haft en klar vækststrategi i 2020 og har indført en række nye tiltag og koncepter som kunderne i den grad har taget til sig," fortæller den unge brugsuddeler.

Billig økologisk mælk hver mandag, rabat på alt økologi hver tirsdag, tilbud på delikatessens smørrebrød hver torsdag og take away menu fra slagterafdelingen hver fredag er fire eksempler på nye tiltag, som Bjarke Mikkelsen har indført.

"Vi vækster og har klar fremgang i slagterafdelingen og frugt & grønt, som er to af de afdelinger som tydeligst tiltaler kunderne. Vi har vægtet at få en indbydende butik med flest mulige varer på hylderne, og det har bestemt ikke været uden udfordringer i en coronatid, hvor vareleveringer ikke har været fuldt konstante. Hele butikspersonalet har imidlertid ydet en imponerende indsats," roser han.

Kager i Brugsen

Det kiksede sidste år med at få bagerforretningen i byen på fode igen.

Derfor går SuperBrugsen nu med planer om at etablere en bagerafdeling efter, at mange kunder har bragt behovet på bane.

"Det er vi som områdets madbutik naturligvis nødt til at forholde os til, og der er derfor netop nedsat et hurtigt arbejdende udvalg til at kigge på, hvordan vi bedst muligt kan imødekomme disse kundeønsker," siger Bjarke Mikkelsen.

Kager og brød i SuperBrugsen bliver sikkert et tema på generalforsamlingen i april og måske allerede før.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen