Ulstrup Skole klar til de ældre elever: ”De savner hinanden, og vi savner dem”
9. klasseeleverne på Ulstrup Skole bliver isoleret fra de mindre elever, og 5. - 8. klasserne bliver undervist udenfor skolen
De større elever vender i næste uge fysisk tilbage til landets folkeskoler efter at have været hjemsendt og haft virtuel undervisning siden jul. Eleverne fra 5. til 8. klasse må komme på skolen en dag om ugen for at få udendørs undervisning, hvilket skaber glæde på Ulstrup Skole.
”De savner hinanden, og vi savner dem, og vi glæder os helt vildt til at få dem ind. Man kunne have ønsket sig meget mere, men lidt er bedre end ingenting,” fortæller Annika Østergaard, skoleleder på Ulstrup Skole.
Ulstrup Skole har kørt den virtuelle undervisning næsten efter det almindelige skoleskema, og skolelederen er ikke bekymret for elevernes faglighed. Nogle har endda fået mere ud af undervisningen, fordi der har været ro omkring dem.
Det er det med ikke at være sammen med skolekammeraterne, som eleverne har svært ved at blive med at kunne klare, og den virtuelle undervisning stiller også krav til lærerne om at være mere og mere kreative.
Udenfor skolen
Retningslinjerne for genåbningen er, at den ene ugentlige undervisningsdag af 5. – 8. klasserne skal foregå udendørs. På Ulstrup Skole er man gået et skridt videre og vil lade undervisningen foregå udenfor skolens matrikel, fordi det i pauserne kan være svært at holde dem adskilt fra 0. – 4. klasseeleverne, der i forvejen er på skolen.
”Vi ligger jo i et naturskønt område med masser af muligheder for at gå i skoven eller op til Gudenåen,” siger skolelederen.
Ulstrup Skole har to klasser på hver årgang, og det bliver sådan, at de to klasser på samme årgang ikke kommer ind på den samme dag, så de ikke fristes til at blande sig. Eksempelvis møder den ene 5. klasse og den ene af 7. klasserne ind om tirsdagen, og sådan bliver fremmødet mixet på tværs af årgangene hele ugen.
Klasserne vil være sammen med deres dansk- og matematiklærere hele dagen.
”Det handler i første omgang om det sociale. Om trivsel og om at være fysisk sammen krydret med lidt faglighed,” fortæller skolelederen.
9. klasserne
For afgangsklasserne gælder det, at de må være fysisk på skolen i halvdelen af undervisningen, så de to 9. klasser på Ulstrup Skole kommer ind på skolen på skift en uge ad gangen.
”De har også siddet hjemme længe, så det bliver fantastisk at få dem tilbage. Det fylder meget hos dem, at de skal noget andet næste år, og de skal sendes godt afsted, så det er en god prioritering, at de kommer mest ind på skolen,” siger skoleleder Annika Østergaard.
De ældste elever får deres egen indgang og område på skolen, så de bliver isoleret fra de øvrige elever. Undervisningsdagen bliver delt op i to med tre lektioner i et fag ad gangen. Der vil primært blive undervist i dansk, matematik og engelsk, men også naturfag og idræt.
Der bliver to lærere i klassen i flere af lektionerne, så der bliver mulighed for ekstra hjælp til dem, der måske har misset noget fagligt under den virtuelle undervisning, og mulighed for at dele klasserne op i mindre grupper.
Test på skolen
De ansatte på Ulstrup Skole bliver for tiden testet i arbejdstiden på skolen af Falck, og det er også meningen, at eleverne fra 5. – 9. klasse skal testes på skolen fra denne uge.
Elever over 12 år anbefales at lade sig teste to gange om ugen, og forvaltningen i Favrskov Kommune skal indhente samtykke fra forældrene til at lade deres børn teste.