God idé: Romkugler skal regne over Hørning
Børnene fra Hørnings dagtilbud fik torsdag lækkerier med hjem til at skabe god trivsel
KAGEGUF "Er det trøffel eller romkugle?"
Christian på 4 år spørger sin pædagog i dagtilbuddet i Hørning .
"Tjah, det må du bestemme, hvilket navn passer bedst?" lyder svaret.
Kanelsnegl udviklede sig
Dagtilbudsleder i Hørning Finn Kejfe Abrahamsen, som selv er bagersøn fra Hedensted, slog vejen forbi bageren S.Brød i Hørning på vej til arbejde for fire uger siden.
Besøget handlede om køb af en kanelsnegl, men han gik ud fra bageren med et større indkøb - nemlig 681 stk. byg-selv kit til romkugler og nok til alle børn i Hørnings dagtilbud.
Torsdag i uge 10 havde S.Brød-bageren haft frosset wienerbrød ned i fire uger, bestemt til formålet.
Alle børn fik et kit
Derfor var bager og personalet i dagtilbuddet klar til udlevering til alle 681 børn, store som små.
"Nogle familier skal trille en del, idet flere familier har to eller måske tre børn i vores dagtilbud," siger Finn Kejfe Abrahamsen. "Men alle børn skal naturligvis have et kit hver."
60 kilo krymmel
I denne Covid-19-tid, hvor mange familiesammenkomster og aktiviteter har være på hold, er weekenderne gået med ture i skov og ved sø.
"Det er jo også dejligt, men vi ville gerne i Hørnings dagtilbud byde ind med en lille sjov familieaktivitet til en weekend. Det betyder så, at alle børnefamilier i Hørning skal trille lidt over 300 kilo romkugler og drysse over 60 kilo krymmel ud på bordene rundt om i Hørning denne weekend."
Frederik Gammelgård på billedet og Frederiks mor, Marianne Gammelgård ser frem til denne hyggelige weekend aktivitet, som gerne skulle give lidt afveksling i forhold til restriktioner, anbefalinger og vejledninger i forhold til Covid-19 tid og bringe et smil frem.
wuf