Carsten Bach skal kæmpe for Vestjylland
Det tidligere Folketingsmedlem bor i Høver
Tidligere medlem af Folketinget Carsten Bach stiller nu op for Liberal Alliance i Vestjylland. Han bor til daglig i Høver ved Galten. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Carsten Bach var i perioden 2015-2019 Liberal Alliances ordfører på bl.a. klima, miljø, fødevarer og forsvar.
Den tidligere folketingsmand ser frem til igen at få lov at kæmpe for de liberale værdier helt i front for partiet.
"Jeg er utrolig glad for at være tilbage på holdet af folketingskandidater i Liberal Alliance. Og jeg er særligt glad for at skulle i valgkamp i Vestjylland. Den politik, jeg har kæmpet mest for på Christiansborg er særlig relevant for Midt- og Vestjylland. Det gælder landbrug, fiskeri, forsvaret samt jagt og natur," siger Carsten Bach – der også på det helt nære plan glæder sig over sin nye opstillingskreds:
"Det er da både sjovt og dejligt, at min mor hjemme i Holstebro nu endelig kan få mulighed for at stemme på mig til et folketingsvalg, siger Carsten Bach, 45 år, der er født og opvokset i Holstebro.
At pilen nu er rettet mod Christiansborg er ikke ensbetydende med, at Carsten Bach ikke stiller op, når der senere i år skal vælges et nyt byråd i Skanderborg Kommune.
"De to ting hænger som sådan ikke sammen. Men lige nu og her er jeg kun Folketings-kandidat," siger Carsten Bach til UgeBladet.
Jeg er utrolig glad for at være tilbage på holdet af folketingskandidater i Liberal Alliance
Bestyrelsen i Liberal Alliance Vestjylland glæder sig over at få en LA-veteran som ny folketingskandidat.
"Carsten kommer med en stor portion erfaring i det politiske arbejde, som Liberal Alliance i Vestjylland kan få gavn af frem til og under valgkampen," siger storkredsformand Johnny Heinmann.
LA’s politiske leder Alex Vanopslagh er valgt i Vestjylland, men skiftede i oktober 2020 valgkreds til Østjylland, for at styrke partiets muligheder for et godt valg i det østjyske.
Alex Vanopslagh ser det som en stor styrke, at Carsten Bach nu igen kan repræsentere LA på Christiansborg:
"Carsten Bach var før – og vil helt sikkert igen blive – en stor styrke for LA i Folketinget. Hans faglighed er høj, og Carsten er en fantastisk god stemme for landbruget. Det er der brug for i en tid, hvor de rødes dagsorden bare er at afvikle mest muligt af landbruget. Og så glæder det mig også helt personligt, at en så stærk kandidat som Carsten nu blive min afløser i Vestjylland," siger politisk leder for LA, Alex Vanopslagh.