UV-lys renser indkøbskurve i SuperBrugsen
AUNING Det minder mest af alt om en miniature-udgave af en god, gammeldags bilvask. Den nye maskine, som er installeret ved indgangen til SuperBrugsen i Auning, hvor kunderne kan køre deres indkøbskurv - stor eller lille - igennem inden de drager ind i butikken for at fylde den op med varer.
Uddeler Anders Rasmussen er glad for nyanskaffelsen, der er med til at give kunderne en endnu større sikkerhed for at undgå at blive smittet med corona, når de handler ind i det lokale supermarked.
Nedbryder virus
Selv om det ligner lidt en bilvask, så er der hverken vand eller andre former for væsker - heller ikke håndsprit eller andre desinficerende midler - i brug.
Det er lysstråler, UV-belysning, der dræber de vira, der måtte være i eller på indkøbskurvene.
Og det er ikke blot covid-19, som elimineres.
"Det er UV-lys som nedbryder bakterier. Det drejer sig om både influenza- ,salmonella-, coli- og listeriabakterier og vigtigst af alt i denne forbindelse - også covid-19 - og mange andre", fortæller Anders Rasmussen, der oplever stor begejstring hos mange kunder, der lige føler sig en tand mere trygge.
SuperBrugsen i Auning er en af de relativt få butikker i Danmark, der har taget det nye anti-corona-redskab i brug,
Så vidt Anders Rasmussen er bekendt, så er UV-lys-maskinen i hgans butik den kun syvende i landet i øjeblikket.