Vellykket generationsskifte i Lægehuset Ryomgård

Det er en epoke på hele 45 år, der slutter, når Jørgen Zederkof til juni stopper som Ryomgårds mangeårige svar på Matadors Doktor Louis Hansen

Artiklens øverste billede
Sidste arbejdsdag nærmer sig. 1. juni giver Jørgen Zederkof depechen videre efter, at et vellykket generationsskifte omsider er kommet på plads. Foto: Lars Norman Thomsen

RYOMGÅRD Efter flere seriøse, men forgæves forsøg i de senere år på at sælge Lægehuset Ryomgård på Jernbanegade er det nu omsider lykkedes.

Læge Jørgen Zederkof, som fylder 74 senere i denne måned, har solgt det 307 kvadratmeter store, moderne lægehus, som han lod opføre sammen med sin daværende kollega Vibeke Bager i marts 2006, til lægerne Mette Brander Christmann og Helle Kold Bødtker Mortensen, som allerede er en del af huset.

"Der er underskrevet kontrakt, og overtagelsen sker formelt pr. 1. juni. Jeg er meget glad og tilfreds med, at det er lykkedes at lave et vellykket generationsskifte, som bliver til glæde for byen og det store opland, som vi betjener," siger Jørgen Zederkof.

Der flytter yderligere en kvindelig læge ind i huset, når Jørgen Zederkof triller ud.

"Det er meningen, at Camilla, som den nye læge hedder, ansættes i en såkaldt §20 stilling med henblik på at blive en del af en kommende 3-lægepraksis," siger Ryomgårds svar på Doktor Hansen i Matador.

De nuværende sygeplejersker, Lisa Moldrup og Irene C. Svejgaard, vil fortsat være tilknyttet sammen med en kommende lægesekretær.

Jørgen Zederkofs bedre halvdel, Bente Mikkelsen Zederkof, er allerede stoppet som konsultationssygeplejerske i Lægehuset. Hun har i stedet fået job på Thisted Sygehus.

Barske år

Da Jørgen Zederkof, sammen med læge Vibeke Bager, flyttede ind i Lægehuset i 2006, havde de fortsat hver deres prakis, men da Vibeke Bager døde i 2010, overtog Jørgen Zederkof hele huset i skyggen af Finanskrisen og den økonomiske recession med arbejdsløshed, gældskrise, højere renter og et ejendomsmarked, som gik helt bananas.

"Det var barske år rent økonomisk, da Finanskrisen kom, og den blev en klods om benet på min økonomi i årene der fulgte. Heldigvis voksede praksis, og jeg fik tildelt et tredje ydernummer, så der kunne laves en 3-lægepraksis."

Når det vellykkede generationsskifte, der nu er blevet facit, lod vente på sig, er forklaringen da også simpel. Der skulle høvles pænt af gælden i Lægehuset, før det blev aktuelt at sælge.

"Det er omsider lykkedes, og det siger jeg ikke uden stolthed. Ingen kunne forudse Finanskrisen, men den ramte hårdt og forfulgte mange mennesker, også mig, i årene derefter."

Befolkningstilvæksten i Ryomgård har hjulpet med til at hele økonomien. Lægehuset Ryomgård har i dag 4.120 patienter i kartoteket. En iøjnefaldende forskel til de 1.200 patienter, der var der, mens lægehuset endnu lå i Nygade 18.

45 års historie

Jørgen Zederkof, 74, vidste meget tidligt, at han ville være læge. Hjemme i Struer legede han ofte med sønnen til byens læge og kom derfor meget i kammeratens hjem. Her åbnede der sig de første sprækker til en spændende fremtid for ham.

"Jeg købte Medicinsk Leksikon i et antikvariat, da jeg var 12 år, så jeg havde allerede tidligt en klar fornemmelse af, hvad jeg gerne ville," husker Jørgen Zederkof.

Siden flyttede han til Fredericia. Faderen var ansat ved DSB, og derfor skulle familien være mobil, når Statsbanerne havde nye planer.

Herfra gik turen videre til lægestudiet på Aarhus Universitet og dejlige studieår.

"Jeg dumpede til min første eksamen, men siden kørte det fantastisk, og efter min sidste eksamen havde jeg til en start et par jobs på sygehusene i Tønder og Ringsted, før jeg kom til Ryomgård," husker Jørgen Zederkof.

Her begyndte han i 1976 som praktiserende læge i Nygade 18 efter, at han først havde arbejdet 3-4 måneder på Novopan. Det var ikke så nemt at finde et lægejob dengang.

Huset i Nygade 18 havde tidligere været først skole og siden kommunekontor i det daværende Marie Magdalene-Koed Sogn, før byens læge, Hans Wraae, købte stedet i 1973 og indrettede det til lægehus. På dette tidspunkt var sønnen Erik Wraae også kommet til.

Erik Wraae og Jørgen Zederkoff indgik kompagniskab i 1979 for siden at overgå til hver sin soloprakis i 1988. I 1996 solgte Erik Wraae sit ydernummer til Vibeke Bager, som Jørgen Zederkof - som tidligere nævnt - samarbejdede med frem til hendes død i 2010.

45 års historie i Ryomgård og fire generationer af patienter for Jørgen Zederkof fortalt på ti linjer.

En passion

Det er således en markant epoke, som snart rinder ud for den passionerede Jørgen Zederkof.

"Lægegerningen har netop været en passion for mig, og det håber jeg har afspejlet sig i min tilgang til det at være praktiserende læge. Nysgerrigheden, lysten til at lære og søge ny viden har hele tiden været min drivkraft både fagligt, men også for eksempel i forhold til IT."

"Jeg har altid lagt vægt på at have den fornødne tid til mine patienter og at kunne lytte til dem. Ligesom det har været afgørende for mig at kunne følge og besøge mine terminale patienter mindst en gang om ugen i deres sidste svære tid."

"På den måde har jeg sikkert været en slags Doktor Hansen," smiler den snart forhenværende, der ikke frygter for lediggang, når han bliver pensionist.

"Jeg har altid læst en hel del og har cyklet meget, kørt Aarhus-København to gange og været i god form. Det vil jeg fortsætte med, og så har vi et sommerhus i Nordjylland. Måske bliver der også plads til et vikariat i ny og næ. Det håber jeg da, så jeg kommer bestemt ikke til at kede mig, tværtimod."

Læs også

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.