Bibliotekerne tilbyder samtalekort til gåturen
Gåturen med en ven(inde) eller måske en fremmed kan hjælpes på vej af samtalekort
Fra i dag vil Favrskovs biblioteker og kulturhuse kunne tilbyde inspirerende samtalekort, som man kan bruge på en gåtur rundt i lokalområdet - enten med en ven(inde) eller med en fremmed.
Kortene kan handle om rejseliv, om barndom eller om den by, man bor i. Til familier er der desuden udviklet et farvekort. Det vil sige, at man sammen skal på jagt efter farver i naturen og prøve at få udfyldt sin plade.
Tiltaget kalder bibliotekerne for 'Snakken Går'.
På samtalekortene er der otte spørgsmål, der kickstarter den gode snak og meningsudveksling om emner, alle kan forholde sig til.
"Som bonus er der på bagsiden af kortet lidt inspiration til godt læsestof om emnet, hvis man har lyst til mere, når man er hjemme igen," lyder det i en mail til redaktionen fra skriver Lene Bjarke Skov, afdelingsleder Kultur- og Sundhedscenter InSide og Hammel Bibliotek.
Bliv matchet med en anden
Bliv matchet med en anden
Helt konkret kan man fra onsdag 24. marts hente en "Snakken Går"-pose med et samtalekort, anbefalinger og en lille overraskelse. Man kan hente poserne på bibliotekerne i Hammel, Hadsten og Hinnerup, mandag, onsdag og fredag klokken 15-17 og i Ulstrup onsdag og fredag klokken 15-17.
Man kan også selv hente og printe samtalekort på favrskovbib.dk - det kan man fra tirsdag 22. marts.
Har man nu ikke en ven(inde) eller et familiemedlem at gå med, så kan man blive matchet med en anden gåglad borger via biblioteket. I så fald sender man en mail til favrskovbibliotekerne@favrskov.dk og skriver hvor og hvornår, man har lyst til en gåtur med en fremmed gåmakker.
csj