Danmarks dygtigste tegnere er fra Aarhus

Der har netop været afholdt DM i tegning i alderen 9-21 år, og her blev der fundet to vindere i Aarhus

Artiklens øverste billede
Værten Rasmus Kolbe med vinderbælterne.

tegnere I aldersgruppen 14-17 år strøg Milda Marinovska fra Aarhus til tops i kategorien 'Tegn som DU vil', da hun deltog ved weekend DM i tegning. Det samme gjorde Mathilde Liva Billeskov Jansen fra Lystrup i kategorien 'Tegn en Illustration' i aldersgruppen 9-17 år.

De to aarhusianere var blandt 31 deltagere, der var med ved DM i tegning, der blev live-streamet fra Horsens Kunstmuseum. De 9-21 årige tegnere dystede om otte DM-titler.

Det var Billedskolen Horsens og Horsens Kommune, der stod bag lørdagens DM, der blev afholdt for 14. gang med vært den professionelle influencer og tegner Rasmus Kolbe også kendt som Lakserytteren.

Konkurrencen foregik som følge af COVID-19-krisen igen i år under særlige omstændigheder, hvilket betød, at alle 31 DM-deltagere tegnede deres discipliner hjemmefra og uploadede deres tegninger til bedømmelse via Facebook.

Det fysiske publikum og heppekor var i år udskiftet med et virtuelt publikum, som så med hjemmefra via live-stream. Seerne kunne blandt andet følge konkurrencen i årets Tegne-Ninja-kategori, som er en femkamp for de 9-13-årige, hvor deltagerne dystede mod hinanden i discipliner som for eksempel 'Tegn med Tape', 'Tegn som DU vil' og 'Tegn Characters – Essence of Animal'.

Vært Rasmus Kolbe var imponeret over det høje niveau blandt deltagerne.

"Det er fantastisk at se, hvor fantasifulde børn er, og man kunne virkelig se, at de har øvet sig," fortæller Rasmus Kolbe i en pressemeddelelse.

Han har de seneste år været vært for den landsdækkende tegne-konkurrence.

"Jeg blev totalt overrasket over, hvor godt de havde styr på opgaverne – de skulle jo både styre teknikken og tegne. Det er tydeligt at se, at der er flere og flere som deltager, og som virkelig kan noget," siger han i pressemeddelelsen.

Et højdepunkt

DM i Tegning er kulminationen på Verdens Længste Tegnefestival, som over knap fire måneder har samlet børn, unge og deres familier - samt professionelle tegnere fra hele landet via online tegne-events, opgaver og konkurrencer. Ifølge Jannik Broz, Leder af Billedskolen Horsens og idémanden bag DM i Tegning viser de seneste måneders online succeser et tydeligt billede på, hvor vigtig tegne-fællesskabet er i Danmark.

"Det er helt fantastisk at opleve, at vi når ud til børn og unge fra hele landet – og at vi på trods af omstændighederne kan holde tegneglæden i skak hos så mange mennesker. Det viser også et klart billede på, hvor vigtigt det er fortsat at sætte fokus på de visuelle kompetencer hos børn og unge. Der er så mange fantastiske tegnere, som har brug for opbakning til at forfølge deres passion for tegning. Det er her Tegnefestival og DM i Tegning spiller en vigtig rolle," siger han i pressemeddelelsen.

Årets dommerpanel bestod af illustrator Jan Kjær, illustrator Karina Bækkelund samt Claus Hagedorn-Olsen, der er Museumsdirektør på Horsens Kunstmuseum og Jannik Broz, leder af Billedskolen Horsens.

cko

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen