Syddjurs kommune bør udskrive en arkitektkonkurrence for havneområdet
Gruppen Ebeltoft i Udvikling kommer med flere forslag til at gøre Ebeltoft endnu mere attraktiv i fremtiden. Et af forslagene er at udskrive en arkitektkonkurrence
Ebeltoft 24. februar præsenterede borgere fra koordineringsgruppen i Ebeltoft i Udvikling deres status på projektet og anbefalinger til de næste skridt på et temamøde for Byrådet.
Med afsæt i sammenfatningen har koordineringsgruppen udarbejdet 5 anbefalinger, der skal sikre, at vi med Ebeltoft i Udvikling får skabt plangrundlaget for en attraktiv og levende by i samarbejde med byens aktører på de udpegede områder.
På baggrund af mødet med Byrådet, har borgerne i Ebeltoft i Udvikling efterfølgende fået flere positive tilbagemeldinger fra politisk hold, og ser frem til det et godt og konstruktivt samarbejde fremadrettet; et samarbejde som også Borgmesteren fremhæver i den tak han efter mødet sendte til koordinerings- og arbejdsgrupperne.
Det er vigtigt for koordineringsgruppen, at der med Ebeltoft i Udvikling 2.0 bliver skabt en helhedsplan, som viser en tydelig retning og styrker Ebeltofts identitet som en dynamisk og moderne købstad ved havet. Det kræver at projektet, der nu går ind i en ny fase, sætter fokus på en række områder.
Anbefaling 1 - Sammenhæng og tværgående temaer
Koordineringsgruppen fremhæver vigtigheden af at arbejde med en række tværgående temaer for at sikre sammenhæng og en fremsynet problemløsning. At arbejde med så stort et projekt som Ebeltoft i Udvikling kræver, at der arbejdes helhedsorienteret, langsigtet og visionært.
På den baggrund anbefaler gruppen, at det fremadrettede arbejde tager afsæt i seks tværgående temaer (se vedlagte figur): klimatilpasning, bæredygtighed og biodiversitet, trafik og parkering, sæsontænkning, kulturhistorie samt kunst, kultur og idræt.
Anbefaling 2 - Arkitektkonkurrence
Koordineringsgruppen anbefaler at Syddjurs Kommune igangsætter en arkitektkonkurrence for havneområdet.
Det gør vi fordi resultatet af konkurrencen kan give retning for en helhedsplan, der skal skabe en solid ramme for en bæredygtig byudvikling langs hele havnefronten.
Helt praktisk vil planen give Ebeltoft og Syddjurs Kommune en konkret plan for den fysiske udvikling, der både søger at bevare vigtige kulturmiljøer og viser nye udviklingsmuligheder. En helhedsplan vil også omfatte en rækkefølgeplan for bebyggelse og anlæg og så skal den sætte økonomi på planerne. Den er med andre ord et vigtigt redskab for kommunen inden man lægger sig fast på nye anlæg og nybyggeri.
Anbefaling 3 - Prøvehandlinger og anlæg
Selvom der skal arbejdes langsigtet og strategiske med områderne, anbefaler vi, at der forsat skal være mulighed for at gennemføre nye prøvehandlinger og mindre, blivende anlæg på arbejdsgruppernes fokusområder.
De skal have et klart afsæt i konkrete ønsker til fremtidig anvendelse og det er vigtigt at prioritere inddragelse af interessenterne i de enkelte områder.
Formålet skal dels være at trykprøve nogle af rammevilkårene for en ny helhedsplan, fx trafik- og parkeringsforhold, og dels at teste nogle af de ideer som arbejdsgrupperne har arbejdet med, fx midlertidige byrum, bystrand eller sæsonparkering.
Anbefaling 4 - Organisering, arbejdsform og ressourcer
Ebeltoft i Udvikling er et stort projekt, med en høj grad af borgerinvolvering. Et projekt af den karakter kræver meget af den kommunale organisation.
Det kræver et tværfagligt engagement og koordinering internt i kommunen og en organisering, der matcher dette behov. På den baggrund anbefales det at øge medarbejderressourcerne til Ebeltoft i Udvikling.
Medarbejderne omkring projektet skal desuden kunne arbejde på tværs af kommunens forvaltninger med mulighed for at inddrage specialiserede eksterne kompetencer i gennemførelsen af aktiviteterne, når det er hensigtsmæssigt.
For at sikre fremdrift og strategisk koordinering er det vigtigt, at der fortsat er en sekretariatsfunktion til rådighed for koordineringsgruppen; og at arbejdsgrupperne kan få faglig assistance og hjælp til at realisere deres projekter.
Anbefaling 5 - Opprioritering af kommunikation og formidling
Ebeltoft i Udvikling har nu en størrelse, der kræver en opprioritering af kommunikationen omkring projektet fra kommunens side.
Det er vigtigt at projektet får sit eget website og får kommunikationsressourcer stillet til rådighed, fordi god kommunikation er afgørende for at holde lokale borgere orienteret om projektets fremdrift.