Peter Viskinde er død
Musiker Peter Viskinde, der især er kendt fra sin tid som guitarist i Big Fat Snake, er død
Musiker Peter Viskinde er død efter en blodprop i hjertet. Dermed blev musikeren og kunstneren, der i mange år har boet i Aarhus, 67 år gammel.
Det skriver Ekstra Bladet, der har fået dødsfaldet bekræftet af hans familie.
Peter Viskinde blev i 1980 medlem af rockgruppen Malurt med Michael Falch i front, men han er bedst kendt for sin tid som guitarist i gruppen Big Fat Snake, som han dannede i 1990 med forsanger Anders Blichfeldt.
Peter Viskinde var Big Fat Snake-medlem frem til 2008, hvor han forlod bandet og efterfølgende var i strid med de resterende medlemmer omkring rettigheder til bandets sange. Den blev dog året efter afsluttet, da parterne indgik et forlig.
Sideløbende med musikkarrieren udlevede Peter Viskinde også sin interesse for kunst ved at male med eget galleri i sit hus på Niels W. Gades vej i Aarhus. Tilbage i 2011 blev han udnævnt til årets kunstner af Århus Rådhus Kunstforening, hvilket medførte en ferniseringen af hans kunst på rådhuset. I den forbindelse fortalte han til Lokalavisen Aarhus, at det var en stor ære for ham.
"Jeg er godt klar over, at det ikke er en Oscar, men for mig er det stort. Det er et skulderklap i allerhøjeste grad. Jeg har sjældent været så beæret," lød det dengang fra Peter Viskinde til Lokalavisen Aarhus.
Var glad for Aarhus
Peter Viskinde stammede oprindeligt fra København, men i 2003 valgte han at flytte til Aarhus, efter han havde valgt at investere i nogle ejendomme i byen. Det var en beslutning, som musikeren med tiden blev rigtig glad for. Det fortalte han i 2013 i et længere interview til Lokalavisen Aarhus.
"København var ikke så spændende for mig. Der var for meget trafik. I Aarhus kan jeg komme til alting på gåben eller på cykel. Men jeg kan stadig have en stor have, højt til loftet, plads til hundene og en fantastisk inspirerende udsigt," fortalte han i forbindelse med, at han netop havde udgivet et nyt album og samme år fyldte 60 år.
Ifølge Ekstra Bladet efterlader Peter Viskinde sig fire børn og fem børnebørn