40 års jubilæum: "Taxavognmænd brokker sig sgu' altid ..."
Der er ikke en aprilsnar, at taxavognmand Benny Friis 1. april har drevet Hornslet Taxa i 40 år. På et tidspunkt, hvor Corona næsten har nulstillet branchen
HORNSLET - Hvorfor brokker taxavognmænd sig konstant. Så er det kommunen, der er galt på den, så er det Flextrafik, så er det Midttrafik, så er det kollegerne og så er det vejret?
Benny Friis, snart 68, griner højt på hjemmekontoret på Ravnhøjvej i Hornslet.
"Ja, der er nok noget om, at fiskere, landmænd og taxachauffører brokker sig konstant. Måske fordi vi alle tre brancher er så afhængige af vejr og vind og politikerne," funderer Benny Friis, der netop har været ude at klandre Syddjurs Kommune for at have givet samtlige kørsler med ældre mennesker, der skulle Covid-19 vaccineres i enten Randers ellers Aarhus, til Kalø Taxa.
"Det synes jeg og andre kolleger ikke var i orden i en tid, hvor vi stort set ikke har noget at lave, og alle kæmper med en faldende omsætning. Det fik vi markeret, selvom det måske gjorde nogle sure."
Jubilæum 1. april
Tag ikke fejl af Benny Friis. Bag det til tider alvorlige ydre og højrøstede engagement gemmer der sig en munter sjæl, som 1. april kan fejre, at han har været selvstændig i branchen i 40 år.
Avisudklip og fotos på vægge og i scrapbøger bidrager til historien, om Hornslet drengen, der egentlig er født i lille Søby, men som 4-årig flyttede med forældrene ind på landbrugsejendommen Mosegården, som Rosenholm Kommune senere købte i 1997 med henblik på at lave en daginstitution i naturen med dyrehold, som er omdrejningspunktet i den integrerede institution Mosegården i dag.
"Min drøm som ung var at komme ind til Falck i Hornslet, og det lykkedes også. Jeg var der i fem år, før jeg tog springet over i taxabranchen, fordi en bevilling blev ledig," husker Benny Friis.
"Det har været en livsstil lige siden 24 timer i døgnet. I vores branche skal vi kunne levere en ordentlig og ren bil hver gang og holde et højt serviceniveau. Ellers holder vi ikke længe, men nu er det gået i 40 år, så mon ikke mange af vores kunder har været tilfredse."
Omskiftelige tider
Benny Friis kan fortælle mange historier fra de 40 år. For eksempel den om en juleaften, hvor han, konen og de to sønner stod klar til at køre til Aarhus for fejre højtiden.
"Det sneede meget, kan jeg huske, og lige før afgang til Aarhus kom der en kunde forbi min hjemadresse for at høre, om jeg kunne køre vedkommende til Glesborg. Det måtte jeg så gøre, alt for kunderne, men jeg kan love dig for, at jeg ikke var populær, da jeg kom tilbage til familien," kluklér han.
Han har prøvet det meste. Han startede i 1981 med økonomisk krise og en statsminister Anker Jørgensen, som var på vej til at opgive ævred og overlade kontoret til de borgerlige.
"Renten var 22 procent og en mobiltelefon kostede 25.000 kroner. Det lyder vildt i unge menneskers ører i dag, men det var heller ikke lige det nemmeste tidspunkt at starte egen virksomhed."
"Jeg har også oplevet Finanskrisen i 2007-2008, hvor branchen fik et tryk, og senere fik vi Askeskyen, som lukkede en stor del af det europæiske luftrum i en lang periode. Corona er dog det værste, jeg har prøvet. Det tåler ingen sammenligning de andre ting."
Da det så værst ud, var Hornslet Taxa nede for at kysse asfalten. 85 procents omsætningsnedgang, ifølge chefen, der heldigvis har været forudseende og lagt sedler til side til dårlige tider.
"Firmakunder, lufthavnen, skoler og som restauranter og natteliv, byfester og festivaler har jo været lukket ned. Lidt skolekørsel til Pindstrupskolen har sådan set været det eneste," siger Benny Friis, der ligesom resten af branchen er blevet kompenseret i det små af regeringens hjælpepakker
"Men hjælpepakkerne dækker langt fra vores tab."
Trods mistrøstigheden holder Benny Friis og hans fire chauffører - der kører de tre biler hos Hornslet Taxa - fortsat fanen højt med et fromt håb om, at det snart lysner i takt med, at der bliver slækket lidt på restriktionerne og foråret slår rod.
"Vi holder selvfølgelig en jubilæumsreception, når det bliver muligt," lover han.