Energiforbedringer: Populær pulje åbner igen
Sidste år blev en kvart milliard revet væk på to uger. Nu åbner Energistyrelsens såkaldte Bygningspulje snart igen, og kommunen er klar med vejledning til ansøgere. Det oplyser Skanderborg Kommune i en pressemeddelelse. Puljen giver tilskud til energiforbedringer, og også denne gang er der 250 millioner kroner til de hurtige. Pengene fordeles efter først-til-mølle-princippet, så det er en god idé at have en ansøgning klar, når puljen åbner 7. april kl. 10.
Interessen for energirenovering af private boliger er generelt stor. Derfor inviterer Skanderborg Kommune i år til online informationsmøde om Bygningspuljen, for at klæde interesserede ansøgere godt på, fortæller klimamedarbejder Maria Molde:
"Der er virkelig noget at hente her – både for den enkelte families pengepung og for klimaet. Derfor har vi allieret os med en energikonsulent fra SparEnergi.dk, der på mødet vil fortælle, hvordan man sparer energi i hjemmet, og selvfølgelig hvordan man bedst forbereder sin ansøgning til Bygningspuljen," siger hun.
sas