"Det er totalt massakreret"
En skandale. Sådan betegner naturelsker Aarhus Kommunes naturpleje ved Egå Engsø.
”Det er vandalisering af et naturområde. Man har totalt ødelagt området, men man kan redde noget af det.”
Sådan lyder det fra pensionist og naturelsker Hans Erik Skjøth, der torsdag fik lov at låne rådmand for teknik- og miljø i Aarhus Kommune, Bünyamin Simsek (V), til en gåtur ved Egå Engsø.
Der var afsat 45 minutter til gåturen, og i de minutter talte Hans Erik Skjøth i store træk uafbrudt. Skjøth har i årevis forsøgt at lokke rådmanden til at komme og se søen og naturområdet ved Egå Engsø.
Et område, der ifølge Hans Erik Skjøth er blevet voldsomt misvedligeholdt.
”Der er blevet udledt slam og olierester i Egå Engsøe i 15 år. Det har betydet, at søbunden har hævet sig, så der nu er to øer i stedet for de oprindelige fem. Søen bliver også mere og mere mørk. Det skyldes ren forurening,” siger han til Lokalavisen Aarhus.
Uacceptabel mangel på naturpleje
Den udvikling kunne et sandfang, da Egå Engsø blev etableret, have stoppet, lyder det fra 74-årige Hans Erik Skjøth.
Den selverklærede "bondeknold" påpegede på gåturen med Bünyamin Simsek også, at flere rør ved søen er blevet lagt forkert, så regnvand ikke kan løbe ud i søen som ønsket.
Da man etablerede Egå Engsø, anlagde kommunen en stenalderskov med forskellige træer samt et bevoksningsfrit område.
”Men det område er blevet forsømt. Man har ikke fjernet den helt naturlige tilvækst. Det er totalt massakreret og det i et omfang, der er fuldstændig uacceptabelt,” siger Hans Erik Skjøth og fortsætter:
”Det er en skandale, at man ikke holder det ved lige, og jeg kan som bondeknold se, hvilke konsekvenser det får.”
Rådmand ser lyset
Bünyamin Simsek mener ikke, at der er tale om manglende vedligehold fra kommunens side. Det er, som rådmanden siger, svært at gøre alle tilfredse. Naturpleje er ikke en eksakt videnskab, lyder det.
Gåturen med Skjøth har dog ikke mindre åbnet Simseks øjne.
”Det gør en forskel at tage dialogen. Der kommer til at ske noget. Jeg kommer til at forholde mig til, at der ikke sandfang, og jeg kommer til at kigge på, hvordan vi fræser nogle specifikke arealer,” siger han til Lokalavisen Aarhus.
Simsek lover også, at der vil blive gjort noget ved vandrørene ved Egå Engsø. Han afviser kategorisk, at fagfolkene i teknik- og miljø mangler passion i forhold til naturen.
”Jeg lytter til fagligheden og vores fagfolk. Når nogen siger, at de elsker naturen mere end vores folk, siger jeg, at det ikke passer.”
Hans Erik Skjøth, der har boet nær Egå Engsø i mange år, er glad for, at rådmanden nu har set forholdene ved søen med egne øjne.
”Jeg er bondeknold og naturelsker, og jeg ved, hvordan man kan regulere naturen. Selvom det er vild natur, skal vi stadig sørge for, at det ikke bliver en mudderpøl,” siger han til Lokalavisen Aarhus.