"Ja-tak" til friplejehjem
Trods få bekymrede røster vedtog flertallet af byrødderne at kommunen skal være positivt indstillet overfor friplejehjem
plejebolig En enkelt socialdemokrat anfægtede sammen med SF og Enhedslisten det positive i at give plads for friplejehjem i Skanderborg Kommune. Det var dog på forhånd et tabt slag, da sagen allerede var klappet af i Socialudvalget, hvor en glad udvalgsformand kunne konstatere, at stemningen nu er vendt til fordel for friplejehjem.
Kommunens første forsøg på at tage livtag med tanken for et par år siden, gik ikke for godt, da forsøget på at frasælge Plejecenter Søndervang i Låsby som friplejehjem lykkedes aldrig.
Men efter et temamøde i januar, hvor OK-Fonden og Danske Diakonhjem deltog og svarede godt for sig, har det store flertal af byrødderne rykket sig og skiftet holdning til spørgsmålet om friplejehjem.
"Hvad skal vi med det?"
Dog ikke hos SF, der med Claus Leicks ord ganske enkelt ikke kan se, hvad vi skal med friplejehjem. "Alle siger, vi har super-gode plejecentre, så hvad er det for et behov, vi vil dække med friplejehjem? Det her er måske den allervigtigste kommunale kerneopgave, og den skal vi ikke give fra os," kommenterede han.
"Med et plejehjem i privat regi vil alt det normale, blive forstyrret af et unødvendigt led. Vi kan heller ikke nedjustere vores egen kapacitet, fordi vi får friplejehjem. Det vil ende med, at man ikke har frihed. og så er vi godt på vej over mod privatisering," mente han.
De argumenter bed ikke på de Konservatives Thomas Cordtz, der replicerede ved at spørge, om der er nogen daginstitutioner eller skoler, der er blevet dårligere, ved at der er kommet private børnehaver og privatskoler til.
"Ikke det der ligner. Friplejehjem er et kærkomment supplement til det kommunale, og det kan være med til at afhjælpe vores kapacitetsproblemer," understregede han.
Mister indflydelse
Som eneste socialdemokrat stemte Finn Sander imod friplejehjem.
"Jeg frygter, det bliver en form for forskelsplejehjem. At de starter ud som nonprofit er ingen garanti for, at de ikke ender som rent kommercielle. Og en konkurs kan ikke udelukkes. I Skanderborg vil vi de ældre det bedste. Men med friplejehjem vil vores indflydelse være væk, og erstattet med en bestyrelse, der ikke nødvendigvis vil gavne Skanderborg.