Skolebørn i Stilling kan snart cykle mere trygt

Skanderborg Kommune bygger en ny sti til de bløde trafikanter ved Stilling Skole

Artiklens øverste billede
Skolebørn i Stilling kan snart cykle mere trygt. Pressefoto

Lige efter påske går et nyt vejarbejde i gang på Baldersvej i Stilling. Her anlægger kommunen en ny sti til de mange børn og unge, der hver dag cykler eller går til Stilling Skole. Det oplyser Skanderborg Kommune i en pressemeddelelse.

Sikkerhed for børnene

Stien skal sikre, at de bløde trafikanter ikke bliver ”klemt” af trafikken i morgen- og eftermiddagstimerne, forklarer projektleder Jette Schmidt, der arbejder med trafiksikkerhed i kommunen.

"Der sker rigtig meget på Baldersvej lige omkring skolens ringetid. Og som vejen er i dag, er det ikke trygt for eleverne at cykle der. Vi ser for eksempel biler, der parkerer i begge vejsider, så cyklisterne bliver tvunget ud midt på kørebanen, og det dur bare ikke," siger hun.

Med den nye sti bliver de bløde trafikanter samlet i den ene side af Baldersvej, nærmest skolen, og kommer på den måde helt væk fra kørebanen.

Endnu flere kan cykle

I forbindelse med den nye sti kommer der også en Kys-og-kør-bane, hvor de børn, der ikke kan cykle eller gå i skole, kan blive læsset af uden at skulle krydse vejen. Jette Schmidt forudser dog, at det vil være et fåtal, der får brug for den mulighed:

"Eleverne på Stilling Skole er i forvejen rigtig dygtige til at cykle i skole enten selv eller sammen med mor og far, og med den nye sti tænker jeg, at endnu flere vil gøre det. Vi ved, at lige omkring 400 af eleverne på skolen bor mindre end 1 kilometer væk, så det kan man jo sagtens cykle," siger Jette Schmidt. Den nye sti på Baldersvej forventes at stå færdig midt i maj.

sas

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen