Forstander trækker sig fra European Film College efter #MeToo-sag
Forstanderen på European Film College, Ellen Riis har meddelt, at hun stopper til sommer. Lydlærer blev fyret på grund af anklager om sexchikane, men krænket elev mente ikke, at sagen blev håndteret ordentligt
MeToo Forstanderen på European Film College, Ellen Riis har meddelt, at hun stopper her til sommer.
Det sker efter at Filmmagasinet Ekko i en række artikler har beskrevet en #MeToo-sag på European Film College, der for de fleste stadig går under navnet Filmhøjskolen i Ebeltoft.
Sidste år blev en underviser fyret efter anklager om sexchikane og magtmisbrug, men en krænket elev mente ikke, at forstanderen havde håndteret sagen godt nok, det har Filmmagasinet Ekko beskrevet i en række artikler.
En del elever har stået frem i artiklerne og har kritiseret ledelsen for ikke at tage sager om krænkelser alvorligt.
Bestyrelse beklager afgang
Bestyrelsen for European Film College har med beklagelse modtaget forstander Ellen Riis’ opsigelse, lyder det i en kommentar.
"Bestyrelsen har oplevet Ellen Riis som en vellidt, kompetent, engageret og fagligt dygtig leder af skolen, som har nydt stor opbakning hos både elever, lærere og personale."
Ellen har bidraget positivt til højskoleånden, og hun har arbejdet utrætteligt for at udvikle både elevkurser og fællesskab, udtaler bestyrelsesformand Ole Christian Madsen.
Han siger: "Jeg er ked af, at Ellen Riis ikke ønsker at fortsætte som forstander på Den Europæiske Filmhøjskole. Ellen har styret skolen med sikker og kærlig hånd, også igennem de svære corona-nedlukninger, hvor en international skole har nogle særlige udfordringer. Vi kommer til at savne hende."
"Baggrunden for Ellen Riis’ fratrædelse er en række artikler i filmmagasinet Ekko, som har centreret sig om en alvorlig sag, hvor en lærer med grænseoverskridende adfærd krænkede en elev. Men også en række artikler, som bestyrelsen opfatter som urimeligt personforfølgende," lyder det videre.
Ellen Riis: "Mærker mistillid"
"I min dialog med Ekko har jeg forsøgt at være så transparent som muligt, mens jeg samtidig også ønskede at beskytte alle involverede parter. På den ene side har jeg fokuseret på at kommunikere hvad jeg oprigtigt mente var en hurtig og konsekvent reaktion på en klage, og på den anden side undskylde over for alle, der har følt, at det skulle være håndteret anderledes. Men jeg mærker nu som resultat af dækningen en mistillid hos både tidligere elever, nuværende elever og andre. Og det er mere, end jeg personligt kan og vil bære. Jeg føler også, at mistilliden står i vejen for filmhøjskolens fremtid, og det ønsker jeg ikke," siger Ellen Riis i en pressemeddelelse fra European Film College.
Det påpeges at beslutningen om at stoppe helt og holdent er Ellen Riis’ egen, og hun har under hele forløbet haft og har fortsat bestyrelsens fulde opbakning.
Ellen Riis har igennem længere tid været i gang med et omfattende arbejde med filmhøjskolens ’Code of Conduct’ og en whistleblower-ordning, hvor elever anonymt kan kontakte en udenforstående vejleder, hvis de oplever grænseoverskridende adfærd enten hos ansatte, lærere eller andre elever.
I en e-mail har avisen fået dette svar fra Ellen Riis:
"Jeg har været virkelig glad for at være forstander på Den Europæiske filmhøjskole gennem de sidste tre år og for at opleve den magi, der er omkring alle de unge og deres udvikling og omkring den fantastiske stab, der står bag skolen. Jeg har også sat pris på det store lokale samarbejde. Maltfabrikkens enestående og samlende udvikling, Fregatten for fuld blæst, Karpenhøj med nytænkning og luft, den dedikerede lokale filmklub, Smag og energien omkring det unikke sted, vores samarbejde med kommunen, udviklingen af den nye filmefterskole, og meget mere. I Ebeltoft og Syddjurs er der en nyskabende energi, som jeg har den dybeste respekt for og som jeg ser filmhøjskolen som en vigtig del af."