Smitten fortsætter med at stige i to områder
Det seneste døgn er der fundet 47 nye covid-19-tilfælde i Aarhus Kommune, hvor smittetrykket især er højt i to sogne
47 aarhusianere har det seneste døgn modtaget en positiv corona-test, fremgår det af Aarhus Kommunes daglige oversigt.
Det betyder, at der de seneste syv dage har været 274 nye corona-tilfælde i kommunen, hvilket giver en incidens på 78.
For nylig begyndte Aarhus Kommune at opgøre smittetallene helt ned på sogneniveau, og der skiller både Ravnsbjerg Sogn i Viby og Gellerup Sogn sig ud med incidenstal på henholdsvis 346 og 323.
Tirsdag var smittetallet allerede alarmerende højt i Ravnsbjerg Sogn, hvor Styrelsen for Patientsikkerhed sendte såkaldte testambassadører til boligområderne Rosenhøj og Søndervangen, der hører til sognet i Viby, for at gå fra dør til dør og opfordre beboerne til at lade sig teste.
På landsplan er 701 personer konstateret smittet det seneste døgn, hvor 311.911 er blevet testet. Det giver en positivprocent på 0,39.
To personer er døde med corona det seneste døgn, og antallet af indlagte er faldet med 8 til 218. 43 ligger på intensiv, hvor 24 af dem er i respirator. I Region Midtjylland er 22 personer i øjeblikket indlagt med covid-19. Otte af dem ligger på Aarhus Universitetshospital.
jwh