Restaurant Moment spiller atter ud med Take Away i Påsken

Det estimerede spisested i Friland kan tidligst åbne for gæster 6. maj og må derfor atter ty til en Take Away menu til afhentning i restauranten henover Påsken

Artiklens øverste billede
Resturant Moment lancerer atter et Take Away koncept hen over Påsken for at holde skruen i vandey. Foto: Søren Gammelmark

FELDBALLE "Det er i dag et vejr, et solskinsvejr," kan man befriende synge med Ludvig Holstein og til Poul Schierbecks dur-melodunte for at byde foråret velkommen trods Covid-19.

Restaurant Moment hilser forårets komme på lidt anden vis, når nu restauranten fortsat ikke kan åbne for sine gæster.

Fra 31. marts og henover Påsken spiller restauranten i Friland ud med Take Away igen.

"Vi prøvede det i et par uger i 2020, da Danmark lukkede ned for trods alt at gøre noget for at minimere vores tab, og det var faktisk en stor succes," siger Morten Storm Overgaard, der sammen med sin kone og mastermind i Moment, Rikke Storm Overgaard, har sat en meget høj overligger for kvaliteten af den mad og drikke, som de vil traktere deres gæster med.

Den røde tråd

Efterspørgslen efter en Take Away meny fra Moment var stor i foråret 2020. Efterfølgende har Rikke og Morten Storm Overgaard brugt tid på at tænke meget over, hvad Take Away egentlig er for en størrelse.

"Det er jo ikke fine dining, men vi vil forsøge at lancere en lækker menu til vores kunder bestående af 3-4 retter og en afsluttende dessert som kræver et minimum af arbejde hjemme i eget køkken. Det skal være sådan, at familien eller hvem, der nu er samlet omkring spisebordet, kan sidde samlet stort set under hele middagen i stedet for, at der er en eller to som hele tiden skal løbe spidsrod mellem køkkenet og spisestuen," siger Morten Storm Overgaard.

"Vores menu bliver en kombination af kolde og varme retter med et smagsunivers, der leverer en masse forskellige indtryk. Der er en rød tråd i det hele selvfølgelig, som giver en helt særlig oplevelse."

Selvom det er et langt mere uformelt setup end hvad gæsterne oplever, når de spiser i restauranten, bliver der ikke gået på kompromis med det idegrundlag, som Restaurant Moment bygger på: Råvaretilgængelighed - med lokale og bæredygtige råvarer, som den faste stab af kokke tryller med i køkkenet.

Der spirer allerede nye og friske råvarer frem lige udenfor døren som kombineres med, hvad kokkene har gemt i deres forrådskamre vinteren over.

"Køkkenet kan maks. levere 100 menuer om dagen. Flere vil betyde, at vores kokke ikke vil kunne holde det høje niveau, som vi kræver," understreger Morten Storm Overgaard, der tidligst forventer, at gæster kan troppe op i restauranten 6. maj efter den seneste udmelding fra Christiansborg om genåbning af landet i forskellige tempi.

Bestil online

Bestillinger skal foregå online på Restaurant Moments hjemmeside. Med bestillingen skal følge betaling.

Drikkevarer kan bestilles online, men det er også muligt at vente til, man henter sin menu.

Der kan købes vine og fermenteret saft med hjem tilpasset menuen.

"Når maden hentes, kan vores sommelier vejlede, hvilken vin der vil være bedst. Det er også muligt at købe en flaske bobler, som man kan hygge sig med inden maden," siger Morten Storm Overgaard.

Maden skal afhentes i tidsrummet 16-18.30.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen