Udvalgsformand: Lyder som et spændende projekt
Projekt Et projekt, hvor Skanderborg Kommune og Projekt Højvangen samarbejder om at få folk i 'blokkene i Højvangen' i job, lyder spændende.
Det siger Tage Nielsen (R), formand for Kultur-, Sundheds- og Beskæftigelsesudvalget i Skanderborg Kommune.
Det nuværende projekt i Højvangen udløber, og skal det fortsætte med tilskud fra Landsbyggefonden, skal projektet have fokus på beskæftigelse.
"Jeg kan sagtens forestille mig, at kommunen bliver en del af et projekt, der kører i en enkelt bydel, hvor vi i øvrigt i forvejen har gang i nogle indsatser," siger Tage Nielsen og tilføjer:
"Det er en rigtig god forretning for kommunen at flytte folk fra en overførselsindkomst og til et job. Det er vi faktisk gode til i forvejen."
Tage Nielsen konstaterer, at hvis Skanderborg Kommune skal være en del af et beskæftigelsesprojekt i Højvangen, så er det noget, der skal findes penge til.
"Der står ikke umiddelbart en pose penge og venter," siger han.