Landboformand kritiserer Norddjurs Kommune

Djursland Landboforening forstår ikke, hvorfor landmænd ikke må vande dyr fra egne boringer

Artiklens øverste billede
Hans Gæmelke, formand for Djursland Landboforening, har skrevet et åbent brev til borgmester i Norddjurs Kommune Jan Petersen samt Miljø- og teknikudvalget. Han undrer sig over, at Norddjurs Kommune fastholder, at områdets landmænd ikke må bruge egen boring til vanding af dyrehold, hvis deres bolig tilsluttes den almene vandforsyning.

NORDDJURS Hvor blev erhvervsvenligheden af? Lyder spørgsmålet fra Djursland Landboforening i en kritik af hvad man kalder manglende forståelse for landbrugets forhold.

Norddjurs Kommune fastholder, at områdets landmænd ikke må bruge egen boring til at vande deres husdyr, hvis deres bolig tilsluttes almen vandforsyning. Det er ”dybt kritisabelt og ikke særlig erhvervsvenligt”, lyder det fra Hans Gæmelke, formand for Djursland Landboforening.

Hans Gæmelke har skrevet et åbent brev til borgmester i Norddjurs Kommune Jan Petersen, (S), samt Miljø- og Teknikudvalget. Han er dybt forundret over indholdet i forslaget til ”Vandforsyningsplan 2021-2027”, hvor kommunen fastholder, at områdets landmænd ikke må anvende egen boring til vanding af dyrehold, hvis boligen tilsluttes den almene vandforsyning.

"Det strider mod al sund fornuft ikke at bruge de boringer, som allerede fungerer, men i stedet tvinge landmanden til at blive koblet på et dyrt fællesanlæg, hvor også høj vandtemperatur i sommerhalvåret og manglende tryk på vandet kan medføre ekstra gener og omkostninger," lyder det fra Hans Gæmelke.

Djursland Landboforening har siden 2017 løbende været til dialogmøder med Norddjurs Kommune om revidering af vandforsyningsplanen. Til møderne blev der drøftet landbrugets behov for at kunne fortsætte med at anvende egen boring til vanding af dyrehold.

"Jeg havde en klar forventning om, at vi var nået så langt i vores samtaler, at Norddjurs Kommune havde forstået vigtigheden af, at vores landmænd fortsat skal have mulighed for at vande deres dyrehold fra egen boring. Med denne plan havde kommunen mulighed for ved handling at vise, at de rent faktisk mener det, når de siger, at de er en erhvervsvenlig kommune," siger Hans Gæmelke.

Fødevareområdet er ifølge Norddjurs Kommunes Erhvervsstrategi 2020-2021 samlet set det størtse erhverv i kommunen, og er af Norddjurs Kommune udpeget til at være et ud af fire erhvervsmæssige styrkeområder, hvor fremtidens erhvervsmuligheder ligger. Derfor undrer det i den grad landboformanden, at det politiske flertal i Norddjurs Kommune vælger at sende en vandforsyningsplan i høring, hvor man påtvinger landbruget ekstra omkostninger i form af tvungen tilslutning af hele ejendomme til almen vandforsyning, hvis deres bolig tilsluttes.

"Denne vandforsyningsplan kan komme til at koste vores landmænd rigtig mange penge. Det understøtter ikke udvikling af et erhverv, men derimod afvikling, hvilket på ingen måde understøtter Fødevarområdet som et ervervsmæssigt styrkeområde – tværtimod," mener Hans Gæmelke.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen