Bæredygtige får græsser ved færgen

Kærestepar har udsat får på flere arealer omkring Grobund og færgehavnen i Ebeltoft

Artiklens øverste billede
Græssende får er sat ud af Amalie Skau Jakobsen og Jeppe Fonnesbo. Her er det et kommunalt område lige ned til færgehavnen. Parret vil blandt andet vise, at man godt kan bruge alt fra fåret. Foto: Kian Johansen

Bæredygtigt landbrug 12 får græsser fredeligt på et areal lige ned til stranden og færgehavnen i Ebeltoft. Der er udsigt til vindmøller, stenet strand og en del blæst på jorden, der ikke kan bruges til meget andet.

Vi har et alternativ. Her kan får græsse og selvom vi får mindre kød ud af dem, er det jord til bord.

Amalie Skau Jakobsen

28-årige Amalie Skau Jakobsen rækker hånden frem og klapper det modige får der lige har fået vitamintilskud og den daglige ration vand.

38 får skal græsse på flere områder omkring Grobund, og blandt andet også på et areal ved Kvadrat.

12 får er sat ud og i alt bliver der udsat 38 får forskellige steder omkring Grobund og Kvadrat i Ebeltoft. Foto: Kian Johansen

Og de skal klare sig selv, lyder det.

"Vi flytter dem selvfølgelig når der ikke er græs nok, det er derfor vi har forpagtet flere områder, blandt andet af Syddjurs Kommune" siger 25-årige Jeppe Fonnesbo, der til daglig driver en trævirksomhed med eget savværk hos økosamfundet Grobund, der ligger i en tidligere fabriksbygning tæt på færgehavnen i Ebeltoft.

Hans firma hedder 'Fra Skoven', så det nye projekt hedder selvfølgelig 'Fra Fåret'.

Alt skal bruges fra fåret

Kæresteparret er enige om, at der skal vises alternativer til det konventionelle landbrug og det mener de, at de 38 får skal bevise.

Amalie Skau Jakobsen kommer fra Oslo i Norge og er uddannet samfundsøkonom, med speciale i landbrug og landbrugspolitik.

Parret mødtes på Fosen Folkehøgskole i Rissa i Norge. Han gik på bådbygningslinjen, hun på landbrugslinjen. Nu bor de tæt på Ebeltoft og vil drive 'Fra Fåret' som et projekt ved siden af.

"Vi vil gerne udnytte hele fåret, så alt skal sælges eller bruges, fra hornene, pelsen, mælken og ulden over til kødet og blandt andet lave fårekødspølser. Og det er det vi skal sælge," lyder det.

Hvordan de helt præcist kommer til at afhænde deres varer, har de ikke lagt sig fast på.

"Det kunne jo være, at Kvickly i Ebeltoft gerne ville have lokalt fårekød på hylderne, eller at vi skal finde en anden måde at sælge alt fra fåret på. Vores fokus er at passe fårene og dermed afgræsse jorden," siger Jeppe Fonnesbo.

Græssende får viser vejen

Der er flere formål med projekt får.

Det første er af afgræsse flere overdrevs-områder omkring Grobund, det andet er at begge elsker dyr og det tredje er mere idealistisk.

Det handler om at 'dyrke' dyr.

"Vi vil gerne vise, at man kan bruge de jorder, der ikke kan bruges til konventionelt landbrug. Vi har et alternativ. Her kan får græsse og selvom vi får mindre kød ud af dem, er det jord til bord. De skal ikke fragtes langt og der skal ikke tilplantes masser af marker med grovfoder til fårene, så vi belaster klimaet mindre på denne måde," forklarer Amalie Skau Jakobsen ivrigt på klingende norsk.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen