Vi kan ikke få det til at hænge sammen økonomisk

Kravene for ude-servering giver ingen mening, mener 10 lokale spisesteder

Artiklens øverste billede
Pia Ørholst, indehaver af Kafé K i Kulturhuset Skanderborg er ærgerlig over den klemme, hun mener, politikernes har sat spisestederne i med krav om udelukkende udeservering. Sammen med ni andre lokale spisesteder har hun derfor besluttet at udskyde genåbningen til 6. maj, hvor servering indenfor igen er tilladt. Foto: Grethe Bo

genåbning Restauratører bag 10 spisesteder i Skanderborg er gået sammen i fælles protest mod reglerne for genåbning, som de har svært ved at se det fornuftige i.

"Hvor sidder mon døren til et spisested under åben himmel og hvordan mener politikere og embedsmænd, at restauranter skal kunne indgangs-checke gæster for corona-pas, når det 21. april bliver muligt at spise a la carte udendørs," spørger de.

At få lov at holde åbent til udeservering alene er ganske enkelt ikke nok. Vi skal have lov at åbne for indendørs servering også, ellers kan vi ikke få økonomien til at hænge sammen.

Samtidig undrer de sig over, at der skal være 7,5 kvm. pr. gæst, når gæsterne jævnførende kravet om corona-pas må anses for at være raske og smittefrie. Det store arealkrave vil nemlig betyde alt for få gæster og dermed garanti for underskud.

Kravene om tjek af coronapas og 7,5 kvm. pr. gæst har nu ført til en fælles beslutning om ikke at genåbne onsdag 21. april, men at vente til 6. maj, hvor der igen må åbnes op for indendørs servering.

Udskyder åbning til 6. maj

Ledelsen bag de 10 spisesteder i Skanderborg opfordrer til en snarlig afklaring af alle genåbnings-bestemmelser. Før nedlukningen skulle der være to kvm. pr. gæst, og der var ikke noget krav om coronapas. Skal der være økonomisk basis for at lønne medarbejdere og klare udgifter i det hele taget, er det vigtigt, der ikke stilles krav herudover, mener de.

Samtidig tilføjer de restauranter, der har selskabslokaler og er afhængige af private fester og møder, at krav om maksimum antal deltagere pr. selskab for nogle vil have uoverskuelige økonomiske konsekvenser.

"Vi kan ikke tjene penge på det her. Tanken er god, men den virker bare ikke. Politikerne sætter os i en klemme og vi er nødt til at appellere til den sunde fornuft. Kun at give grønt lys for udeservering gør det umuligt for os at få det til at løbe rundt økonomisk. Samtidig er det svært for kunderne at forstå, at vi har svært ved at nå både at tjekke coronapas, inden folk sætter sig ned, få ryddet af og tage imod bestillinger. Vi mister en masse goodwill på det, og det har vi simpelthen bare ikke råd til lige nu. Coronakrisen har i forvejen været utrolig hård ved vores branche. At få lov at holde åbent til udeservering alene er ganske enkelt ikke nok. Vi skal have lov at åbne for indendørs servering også, ellers kan vi ikke få økonomien til at hænge sammen," understreger Pia Ørholst, indehaver af Kafé K i Skanderborg.

Uvished omkring kompensation

Hun er glad for, at de 10 spisesteder i Skanderborg har givet hinanden hånd på, at ingen af dem åbner for servering før 6. maj, når servering indenfor igen bliver tilladt. Samtidig ærgrer det hende, at restauratørerne ikke ved, hvordan de er stillet i forhold til kompensation for manglende indtjening i den mellemliggende periode.

"Jeg tænker, at det her er givet som en lille luns i forbindelse med forhandlingerne. Vi kan ikke få lov at åbne, men jo, udendørs servering, det er så ok. Men det har sat os i en kæmpe klemme. Der har været forhandlinger, hvor Horesta og Dansk Erhverv har deltaget, men der er intet aftalt på det møde om kompensation i den periode, der ligger fra 21. april til 6. maj. Det er frygtelig frustrerende. Vi ved ikke om vi er købt eller solgt."

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen